Receptionisterne i JP/Politikens Hus sidder først i skudlinjen, hvis terrorister gennemfører et terrorangreb mod adressen på Rådhuspladsen.
Senest blev fire mænd i går anholdt for et nærtstående angreb mod mediehuset på grund af Jyllands-Postens 12 Muhammedtegninger i 2005.
"Vi er udmærket godt klar over, at receptionisterne sidder på en udsat post nede. De er de første, man møder nede i selve hovedindgangen, " siger Uffe Ring-Petersen, der er fællestillidsmand for HK'erne i mediehuset, til Newspaq.
Derfor er PET og JP/Politikens Hus egen sikkerhedstjeneste løbende i gang med at sikre receptionisterne bedste muligt.
"Der er forskellige fysiske tiltag i gang for at sikre dem. Men jeg kan ikke komme ind på det konkret," siger Uffe Ring-Petersen og fortsætter:
"Sådan som man forstår terrorplanerne, så var det, at der bare skulle dræbes flest muligt. Og så ville receptionisterne være blandt de allerførste ofre. De kunne også blive brugt til at man skaffede sig adgang til resten af huset," siger han.
Uffe Ring-Petersen har i dag talt med de ansatte efter gårsdagens anholdelser, der i dag førte til varetægtsfængsling af en 44-årig tunesisk statsborger, en 29-årig svensk statsborger, født i Libanon, og en 30-årig svensk statsborger.
"De synes, at det er 'uvirkeligt', at det var så tæt på. Det virkede jo nærmest som om, at terroristerne var på vej herind. På den anden side er der også lettelse over, at de er anholdt," siger Uffe Ring-Petersen.