Jørn Hjorting er en pæn mand. Nydeligt klædt i brune, fornuftige gummisko, hvid skjorte, mørkeblåt slips og mellembrun habitjakke.

Men bag det pæne ydre er Jørn Hjorting også vred, frustreret, irriteret og ked af det. De følelser får de færreste dog at se. Også selvom de har fulgt ham hele karrieren.

»Der er et image, man skal leve op til. Det hører med. Jeg kan faktisk godt stå og blive irriteret i en supermarkedskø, men jeg kan ikke tillade mig at møve mig frem mig. Jeg kan godt blive både sur, vred og ked af det, men ikke når jeg snakker med andre. Det må jeg holde privat,« siger han.

Privat vil sige sammen med konen Erna, der altid giver en skulder at græde ud ved, og som roser Jørn Hjorting ved at kalde ham »en venlig mand«.

Jørn Hjorting er kendt som gemytlig radiovært på DR, der især i programmet De ringer – vi spiller charmerede sig ind på danskerne. I 37 år talte han høfligt og interesseret om vejr og hverdag, når landets husmødre og godtfolk ringede ind for at få en sludder og ønske et nummer. Også selvom det langtfra var guldkorn fra lytterne hver gang.

Men selvom Jørn Hjorting udstråler varme og glæde, slår facaden indimellem revner, fortæller han. En gang ringede en rabiat lytter ind til De ringer – vi spiller og talte om, at Folketinget skulle skiftes ud med en »stærk mand«.

»Jeg må indrømme, at jeg sagde, at det her gider jeg ikke høre på. Det er noget ævl , og alene dét, at jeg sagde én imod, kom i avisen,« husker han.

Et lyst sind

Aviserne og ugebladene har gennem tiden været fyldt med historier om, at Hjorting var rasende, havde kørt spirituskørsel – hvilket senere blev dementeret over flere sider – skulle skilles og var skredet fra DR i vrede.

Det meste preller af, selvom han kan blive irriteret. For i bund og grund har Jørn Hjorting et lyst sind, og en evne til at  få andre til at have det rart gennem ugentlige radio- og nu tv-programmer . Selv sammenligner han sine udsendelser med det store spisefrikvarter i skolen, mens andre kan tage sig af alverdens ulykker og ødelæggelser. Ganske banalt og hyggeligt, ville de fleste mene.

For enkelt

Andre har i tidens løb fældet en noget hårdere dom over smalltalken.

Koldt, nedladende, fordummende og fremmedgjort er blot nogle af de betegnelser, der er blevet hæftet på hans programmer. Hjorting var ikke smart men pæn og høflig. Han spillede ikke pigtrådsmusik men talte om hverdagen, og 1,3 millioner danskere lyttede med.

Finkultur og snobberi har under alle udsendelser været ukendte fænomener, og måske derfor var han så svær at begribe. Han stod for noget så jordbundent og enkelt, at det for mange blev for meget.
På et tidspunkt krævede en biskop Helge Skov med flere, at programmet De ringer – vi spiller blev fjernet, og under et af Radiorådets møder sad en yngre Hjorting og hørte på, mens nedsablingerne føg gennem rummet.

»Jeg må indrømme, at det ikke var morsomt at sidde i flere timer og høre på den debat. Det var ikke bare mig, der blev nedgjort, men hele Danmark. Det er godt at møde modstand. Har man medvind hele tiden, glider det vel bare af, men jeg kan blive meget ked af det.«

Alligevel har han hver gang hævet sig som en korkprop. Ingen skal holde ham under vandet, siger han.

Midt imellem pænheden, overskuddet og tolerancen gemmer der sig en fightervilje, som er en sportsmand forundt.

Derfor var det ikke en kapitulation, da han forlod DR for over ti år siden, men det evige forsvar for sit livsværk spillede da ind.

»Det sidste halve års tid var jeg ikke glad for at være der, for jeg syntes, at alt, hvad jeg stod for, skulle nedgøres og gøres om, og det havde jeg det ikke godt med. Mange af os følte, at vi blev trådt på. Men hvis jeg var blevet, havde cheferne fået kamp til stregen,« siger han.

Alder ingen hindring

På det tidspunkt skulle P3 gøres populær. Programmerne skulle være unge, kække og hurtige. Alt det, Jørn Hjorting ikke leverer.

Den nye arbejdsplads blev ironisk nok den ungdommelige Radio 2, som senere kuldsejlede. Men Hjorting kunne flyde. Godt nok var han 67 år og kunne have fået folkepension, men han valgte at tage endnu et nyt job på tv-stationen dk4. Her var alt igen nyt, men alder er ingen hindring for udfordringer.

Han kan simpelthen ikke undvære at arbejde, selvom der sidst var 76 lys i kagen. Og det er ikke nok at træne hjernen med banko og krydsogtværs.

Derfor er hans frygt heller ikke at blive fyret, for der dukker nok et nyt arbejde op. Hans største frygt er at blive dement.

»Det værste, der kan ske for mig, er at miste dét heroppe. Men det skal man ikke tænke for meget på. Så bliver man ked af det, og hvorfor frygte noget, der måske ikke sker?,« siger han med et glimt og flyder videre oven vande.