Københavns Byrets dom over en række Uber-chauffører preller af som vand på en gås hos Joachim B. Olsen, erhvervsordfører hos Liberal Alliance.
- Mig stopper I ikke, lyder den kontante udmelding til Ekstra Bladet, efter seks chauffører er blevet idømt bøder på mellem 2.000 og 6.000 kroner af en enig domsmandsret i Københavns Byret. Alle seks tiltalte chauffører nægtede sig ellers skyldige for piratkørsel.
Den liberale profil har slået på tromme for Uber fra første færd, og til Ekstra Bladet gentager han og siger, at han fortsat vil sætte benytte sig af Ubers app, når han skal rundt i København.
Vil ændre loven
- Jeg vil ikke bryde loven. Men jeg vil fortsætte med at køre Uber, siger Joachim B. Olsen til Ekstra Bladet.
- Det er jo ikke ulovligt at køre Uber. Det er ikke ulovligt at sætte sig ind i en Uber-bil. Så det vil jeg gøre fremover.
Han mener, at det må være op til chaufførerne at tage ansvar for, at det de gør er lovligt.
- Men som lovgiver vil jeg gerne have ændret den her lov. For jeg synes, det er en helt utidssvarende lov, der har nogle meget negative omkostninger rent velfærdsmæssigt for borgerne og for vores økonomi, siger han til Ekstra Bladet.
I alt er mindst 40 andre Uber-chauffører sigtet at Københavns Politi for at køre piratkørsel.