Jennifer Lopez har givet en offentlig undskyldning for den koncert, hun gav i Turkmenistan.
Popstjernen sang lørdag nat "Happy Birthday, Mr. President" til Gurbanguly Berdimuhammedow. En mand, der er diktatorisk leder for ifølge Human Rights Watch et af verdens mest undertrykkende lande. Og i sidste måned fortalte Amnesty International, at de havde modtaget rapporter om tortur, chikane og fængsling uden rettergang.
J-Lo's optræden i centralasiatiske Turkmenistan fandt sted kun en uge efter, at hun deltog i Beyonces velgørenhedskoncert for at forbedre adgangen til uddannelse, sundhed og rettigheder for kvinder.
I en pressemeddelelse fortæller Jennifer Lopez' repræsentant, at hun aldrig havde optrådt, hvis hun havde haft kendskab til, at der var menneskerettighedsspørgsmål.
Jennifer Lopez bliver nu opfordret til at donere indtægterne fra koncerten til menneskerettighedsorganisationer i landet.
/ritzau/