Kantspilleren Jens Stryger Larsen blev mandag i sidste uge meldt færdig i Brøndby, men den kategoriske udmelding er spilleren rigtig ked af.
Superligaklubben oplyste i sidste uge, at Stryger Larsen var blevet tilbudt en "markant bedre kontrakt på tre år, der blandt andet indeholder en fordobling af hans nuværende grundløn".
Jens Stryger Larsen er ked af, at han blev fremstillet som grådig, hans version af historien er en noget anden.
- Jeg har det ikke særlig godt med den afsked, for det passer ikke, at jeg blev tilbudt det dobbelte i løn. De gav mig et tilbud og en meget kort deadline til at svare.
- Jeg kunne ikke give et svar på så kort tid, og det sagde jeg til dem, og så kom de med deres udmelding. Jeg er ked af, at det er kommet til at se ud som om, jeg er grådig. Det føler jeg ikke, jeg er, siger Jens Stryger Larsen til tipsbladet.dk.
Spilleren selv har flere tilbud fra ind- og udland, men han afviser på ingen måde, at det hele kan ende med, at han indgår en ny kontrakt med Brøndby.
- Jeg har stadig ikke sagt, at jeg udelukker at fortsætte i Brøndby, og fortryder de, er jeg villig til at snakke igen, og så ved de også, hvor de kan finde mig, siger Jens Stryger Larsen.
Jens Stryger Larsen har spillet 106 kampe for Brøndby og scoret syv mål.
Brøndby har i denne uge ansat Per Rud som ny sportschef efter Ole Bjur, der er stoppet i jobbet.
/ritzau/