Nogle morgener går det bare galt. For de fleste vil det betyde, at vækkeuret ikke ringede, at ungerne var umulige, eller at man havde glemt vigtige papirer derhjemme. For mig var det den simple ting, at jeg vågnene 7.22. Af mig selv.

Jeg har nemlig et helt fast morgenritual, jeg helst vil følge. Det går ud på IKKE at have et morgenritual, men at fare forvirret omkring.

For det første skal jeg først op tidligst en halv time før, jeg skal møde. Hvis jeg vågner for tidligt, aner jeg ikke, hvad jeg skal bruge den ekstra tid på. Jo, jeg kunne skynde mig af sted som sædvanlig og være på arbejde i god tid, men SÅ pligtopfyldende gider jeg heller ikke være.

Nå, men jeg stod op i dejligt vejr, selvom mørke morgener passer mig fint. Så var det ud i bad. Normalt vågner jeg under den varme bruser og grubler over, hvor lang tid der mon er gået, og om jeg kan nå at bruge balsam. I dag var vandet iskoldt. Så koldt, at jeg end ikke kunne holde ud at have hænderne i det, men desværre havde jeg allerede smurt mig ind i sæbe, mens det stadig var lunkent. Altså var der en hel time, til jeg skulle ud ad døren, og håret var uhelbredeligt glinsende fedtet.

Så til morgenmaden, for med al den ekstra tid blev jeg vel nødt til at spise lidt. Derfor klemte jeg to ostemadder ned, selvom det blot gav mig kvalme. Hvis jeg spiser, når alt kører efter planen, foregår det med den ene hånd på brødet, mens den anden kæmper med mascaraen. I dag sad jeg ned og kiggede ud ad vindet.

Ro og fredelighed sænkede sig, minutterne sneglede sig af sted – det var helt forkert. Eneste faste ritual, min morgen kunne leve op til, var den evige jagt på mine briller. Gudskelov der stadig findes kaos, i aften vil jeg gå MEGET sent i seng.