Martin de Regts liv har ikke været det samme siden 8. marts.
Her fandt han ud af, at hans bedste ven i Danmark, nordmanden Trygve Friisk, ikke var kommet hjem efter en bytur aftenen før. Nu er liget af Trygve fundet i Christianshavns kanal, og politiet fortæller, at han, højst sandsynligt, har været ude for et uheld.
»Jeg ved godt, det måske lyder mærkeligt, men jeg troede virkelig på, at han var i live indtil det sidste,« fortæller en tydeligt berørt Martin de Regt.
Ordene falder langsomt, og det håb, der var i hans stemme, da han for to uger siden talte med Nyhedsavisen for at få budskabet om Trygves forsvinden ud, er helt væk.
Grin og alvor
Martin de Regt stod for den store efterforskning, som blev sat i gang af vennerne. Nu må han erkende, at den endte med det værst tænkelige resultat.
Selvom Martin ikke kendte Trygve mere end et par måneder, nåede Trygve at gøre et stort indtryk.
»Jeg vil aldrig glemme ham. Han var en virkelig god ven. Jeg var nærmest sammen med ham hver dag, og jeg kunne både grine og tale alvorligt med ham,« siger han.
God tid i Danmark
Og det er for at beskytte de minder, at hverken han eller andre af vennerne fra Danmark var med til at identificere Trygve.
»Jeg vil huske ham, som han var, og ikke som han ser ud efter to uger i vandet,« siger han.
Martin de Regt er fra Holland, og han mødte Trygve som udvekslingsstuderende på Københavns Universitet. Og på trods af sorgen kan han glæde sig over, at Trygve havde den oplevelse.
»Jeg er overbevist om, at de måneder, han nåede at have i Købvenhavn, var nogle af de bedste i hans liv,« siger han. I næste uge skal Martin de Regt sammen med familien og resten af Trygves venner til begravelse i Norge.