For at forstå mit ærinde i denne ulykkelige sag vil jeg slå fast: Jeg går ikke ind for selvtægt. Men jeg går ind for retten til at forsvare mig, når jeg trues på livet. Vi har i mange år kunnet se, at røverier sker oftere, og at de bliver mere rå og voldelige. Sagen om urmageren var dråben, der fik bægeret til at løbe over.

Har disse forbrydere overhovedet ingen respekt for andre og andres ejendele? Nej, det har de ikke, og derfor må der handles nu. Vi må kræve, at de rigtige forbrydere straffes hårdt og øjeblikkeligt. Mange gange får man en fornemmelse af, at det er forbryderne, der skånes, og ofrene, der hænges ud. Jeg ønsker bestemt ikke amerikanske tilstande , som flere politikere er bange for, vi får ved at legalisere at forsvare sig selv og sine værdier. Og jeg finder det i orden, at urmageren dømmes for ulovlig våbenbesiddelse – for den lov er overtrådt.

Men hvis politikerne ikke griber fat om nældens rod nu og ændrer loven, kan jeg frygte, at flere og flere tager sagen i egen hånd og gør kort proces.

Jeg har selv oplevet et røveriforsøg, da jeg var på arbejde. Det er en oplevelse, der sætter dybe spor, og der går lang tid inden, man igen kan betjene kunder uden at føle frygt.

Jeg er klar over, at min udmelding ikke ses som god tone i politikerkredse, men jeg føler, at det er på tide at skabe åben debat om den ret, vi har til at forsvare os selv ifølge straffelovens § 13.