»Jeg faldt ned i et hul«

For et år siden mistede Danmarks største svømmetalent Louise Ørnstedt lysten til livet i klorvandet. Nu vil hun forsøge at genfinde gejsten i Australien.

Louise Ørnstedt åbner døren til den lille lejlighed i Odense og undskylder straks rodet. Det er ikke længe siden, hun kom hjem fra en tre måneder lang rundrejse i Sydamerika, men hun er allerede ved at pakke sammen til et nyt eventyr. Flyttekasser fylder lejligheden, alle den 21-åriges svømmers ting skal opmagasineres, mens hun i de næste to til tre måneder er i Australien.

Siden hun begyndte at svømme som femårig, har Louise Ørnstedt brugt en stor del af sit liv i Odenses svømmehaller. Men for et år siden mistede hun motivationen til at svømme.

»Ved EM i december 2005 vandt jeg medaljer i alle de løb, jeg stillede op i. Og efter det var jeg bare mæt. Jeg ville selvfølgelig utroligt gerne vinde VM, og de andre ting, jeg endnu ikke har opnået, men det tog bare så hårdt på mig. Det var som om, jeg faldt ned i et hul. Efter al den succes, jeg havde haft ved det stævne, trængte jeg bare til at komme væk fra det hele,« fortæller Louise Ørnstedt.

I en alder af bare 20 år havde hun fået nok af den hårde træning. 20 timer i bassinet hver uge og dertil forskellige former for styrke- og konditionstræning på land.

»Vi svømmere træner rigtigt meget, og jeg tror, det er derfor, at der er mange fra andre sportsgrene, der har svært ved at sætte sig ind i, at man kan blive træt af at træne. Trætheden kommer til udtryk ved, at man inden træningen tænker: Åh nej! Nu skal jeg til træning.

Og så er der jo altid klassikeren med at ligge og kigge op på uret i svømmehallen sådan en fem seks gange, mens man træner, og man tænker bare på, hvornår er de her to timer er gået. Og jeg vil sige, at hvis man har det sådan, så er det ikke det værd.

Jeg var bare træt af at bruge så meget tid på det. Og så kommer der bare et tidspunkt, hvor man lige stopper op og tænker på, om det er det hele værd. Der er så mange andre ting, jeg også gerne vil.«

I foråret 2006 holdt Louise Ørnstedt derfor en måneds pause fra svømningen.

»Men pausen var ikke fuldstændig fri for de tanker, som jeg gerne ville være fri for. Jeg svømmede stadigvæk lidt. Jeg tror, at fordi jeg stadigvæk boede i Odense og havde min skole og sådan nogle ting, kunne jeg ikke holde mig væk fra svømningen, og jeg følte stadigvæk, at jeg burde lave noget hele tiden.«

Ørnstedt holdt kun en enkelt måneds pause, fordi hun gerne ville med til EM. Men allerede inden EM startede, vidste hun, at hun ikke havde været nok væk fra klorvandet. I efteråret tog hun så helt væk fra sin hverdag fyldt med svømning og skolegang. Tre måneders rejse gennem Peru, Chile, Argentina og Brasilien med en veninde.

Et sæt øreringe udskåret i træ dingler fra Louise Ørnstedts ører som et minde fra turen. På sofabordet ligger Nelson Mandelas selvbiografi »vejen til Frihed«.

»Jeg skulle bare ud og opleve noget, hvor der ikke hele tiden var noget, jeg skulle, hvor der ikke hele tiden var nogen, der ringede til min mobiltelefon. Vi havde en helt vildt god tur, det var rigtigt fedt. Det var dejligt at lægge alt bag sig. Størstedelen af tiden tænkte jeg overhovedet ikke på svømning.«

December 2005 var første gang, Louise Ørnstedt stillede spørgsmåltegn ved, om hun virkelig ville bruge så meget tid på at svømme. Hendes store talent har lagt vejen foran hende. Siden hun blev rykket op på Odense svømmeklubs førstehold, har hun bare trænet og trænet.

»Det var da tidligt, jeg blev rykket op på førsteholdet. Men når man er god nok til at ligge der, så er det også svært for trænerne at lade være med at rykke en op. Men det var da også hårdt dengang, fordi jeg ikke var ældre.

Jeg har trænet her i Odense gennem lang tid, og det er selvfølgelig, fordi jeg gerne ville, men jeg har ikke følt mig gammel nok til at tage stilling til, at det her gør jeg for min egen skyld. Det er ikke fordi, jeg har svømmet for andres skyld, det skal ikke lyde sådan. Hvordan pokker kan jeg forklare det. Det er klart, at når man bliver god i så ung en alder, som jeg gjorde, og lige pludselig kommer i aviserne som 12-årig, så bliver man kastet ud i det, uanset om man har lyst til det eller ej. Og selvfølgelig har jeg nydt det, ingen tvivl om det, men det er klart, at der har også været nogle ting, som ikke var sket, hvis jeg ikke havde haft det talent. Altså det er anderledes end, hvis man lige fra start slider sig til det. Så er det virkelig, fordi det her vil man gerne. Jeg har haft det lidt på en anden måde, selvfølgelig ville jeg det gerne, men jeg opnåede også nogle ting i så tidlig en alder, som bare kom til mig.«

Ordene udvælges omhyggeligt. Det er tydeligt, at Louise Ørnstedt ikke vil give andre skylden for, at hun har mistet motivationen. Det er bare andre drømme end dem om guldmedaljer og sejrsskamler, der er dukket op det seneste års tid.

»Nu føler jeg, at jeg har nået den alder, hvor jeg er gammel nok til at finde ud af, at det her gør jeg for min egen skyld, og jeg skal nok selv finde ud af, hvilken måde der er bedst for mig at gøre det på. Der er nogle, som tænker, at det gælder om at træne mest muligt, men min holdning er bare, at man skal have det godt ved siden af, og man skal have nogle andre ting ved siden af, så det ikke bliver ensporet, så kører jeg i hvert fald sur i det. Det kan godt være, der er nogen, der kan holde til det, men det kan jeg i hvert fald ikke.«

Louise Ørnstedt har dog ikke lagt svømningen bag sig. Mod slutningen af rundrejsen i Sydamerika beslutttede hun, at hun ville give det endnu en chance.

»Det ville være svært at stoppe. Jeg har stadigvæk nogle mål, som jeg ikke har nået. Og selvom jeg ikke når de mål i min svømmekarriere, så skal det være sådan, at jeg ikke går og tænker over det, når jeg ikke svømmer mere. Jeg vil kunne sige: Jeg har nået at blive så god, som mit talent rækker til, eller som jeg kunne blive og gide det. Så kan man ikke gøre mere.«

Men Louise Ørnstedt vil ikke vende tilbage til hverdagen med massevis af svømning i Odense. Derfor rejser hun om få dage til Australien. Der vil hun forberede sig til VM i slutningen af marts.

»Det jeg gerne vil opnå, er at have en frihed samtidig med at jeg svømmer, for jeg har måske i lang tid ligget under for at gøre det på bestemte måder.

Jeg skal bare ned og lære en masse nye mennesker at kende. Jeg håber også at komme ud og se noget af Australien. Jeg har været dernede tre gange før, men jeg har altid godt kunne tænke mig at komme ind og se Ayers Rock. Og så kunne jeg også godt tænke mig at snorkle ved Great Barrier Reef. Drivkraften er lige så meget at komme ud og opleve noget nyt, møde nye mennesker og alt det, som det er at træne.«

Måske forlænger Louise Ørnstedt opholdet i Australien. Men hvad der skal ske derefter, tør hun ikke sige. Det er muligt, badedragten bliver lagt på hylden for altid.

 

Småt og stort om Louise Ørnstedt

Født: 23. marts 1985

Klub: Swim Team Odense

Favoritdisciplin: Rygcrawl

Livret: Pizza og pandekager med is

Bedste resultat: Sølvmedalje i 100 meter rygcrawl ved VM i Barcelona i 2003 og guldmedalje i 200 meter rygcrawl ved kortbane EM i 2004.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.