Efter en lang nats forhandlinger med sit nordirske støtteparti har den britiske premierminister, Theresa May, lukket en delaftale med EU-Kommissionen om brexit.
Endnu mangler de 27 EU-ledere at sige god for, at forhandlingerne om briternes skilsmisse fra EU kan fortsætte til næste fase.
Men i Irland glædes man over delaftalen, der tager højde for fredsprocessen og sikrer, at der ikke genetableres en streng grænsekontrol mellem Irland og Nordirland.
På Twitter skriver den irske udenrigsminister, Simon Convey, at Irland støtter, at brexitforhandlingerne går videre til anden fase.
- Vi er sikret garantier for alle i Irland - fuld beskyttelse af fredsprocessen (Langfredagsaftalen), hele den irske økonomi, og at der ikke kan være en hård grænse i Irland efter brexit, skriver han.
Han kalder samtidig aftalen et "meget godt resultat".
Grænsen mellem Irland og det britiske Nordirland har været et knudepunkt i forhandlingerne om briternes skilsmisse fra EU.
Mandag troede parterne, at der forelå en aftale. Men det stoppede lederen af Det Demokratiske Unionistparti (DUP), Arlene Foster.
May er afhængig af DUP som støtte til sin regering. Partiet har forlangt, at der ikke sker en "økonomisk og politisk" adskillelse af Nordirland fra resten af Storbritannien.
Fredag er Arlene Foster dog tilfreds med delaftalen, fordi partiet har fået "klare garantier for, at det er hele Storbritannien, der forlader EU, forlader det indre marked og forlader toldunionen".
Det siger hun til britiske Sky News.
Af aftalen fremgår det dog, at Nordirland fortsat vil kunne justere i forhold til EU's indre marked og toldregler.
Men ifølge Arlene Foster er der fortsat stor uenighed i det britiske kabinet om, hvordan Nordirland vil kunne agere i forhold til EU's indre marked og toldunion.
/ritzau/Reuters