Lad ham leve.
Sådan lyder opfordringen fra Irans justitsminister, Mostafa Pourmohammadi, til domstolene, efter at en dødsdømt narkotikaforbryder har overlevet at blive hængt.
Han var dømt til døden, men noget gik galt, da bødlen skulle hænge ham i sidste uge i Bojnord i det nordøstlige Iran.
Efter at manden - den 37-årige narkosmugler kaldet Alireza M. - havde hængt med løkken om halsen i 12 minutter, erklærede læger ham for død.
Men da han lå i lighuset, viste det sig, at han lever endnu.
Nu siger justitsministeren så ifølge BBC's netavis, at domstolene bør gribe ind og skåne mandens liv.
Men regeringen har ikke nogen direkte indflydelse på, hvad domstolene beslutter.
Nyhedsbureauet Isna skriver, at justitsminister Pourmohammadi mener, at en ny henrettelse af ham vil skade Irans internationale omdømme.
Sagen om den dødsdømte narkoforbryder, der overlevede sin henrettelse, er gået verden rundt.
Det var hans familie, der opdagede, at han stadig trak vejret. Det skete, da den mødte op i lighuset for at hente ham.
Han blev så bragt på et hospital, hvor han nu er under bevogtning.
Ifølge BBC skrev nyhedsbureauet Irna mandag, at den 37-årige mand er i koma.
Amnesty International har også opfordret til, at myndighederne lader være med at hænge ham en gang til.
Organisationen opfordrer Iran til at suspendere brugen af dødsstraf.
/ritzau/