Ritzau
Opdateret kl. 04:26
Iran vil genoptage landets atomprogram på et "industrielt niveau", hvis den historiske aftale, der skulle få landet til at afvikle programmet, kollapser.
Det siger Irans udenrigsminister, Javad Zarif, efter at USA's præsident, Donald Trump, tidligere på ugen meddelte, at USA trækker sig fra aftalen.
Det skriver CNN.
I en erklæring oplyser ministeren fredag, at han vil gøre et sidste forsøg på at redde aftalen.
Samtidig vil Iran dog forberede sig på at genstarte berigelsen af uran, siger Javad Zarif.
Fredag gik tusindvis af iranere på gaden i protest mod den amerikanske beslutning i de største demonstrationer, siden USA trak sig fra aftalen tirsdag.
Javad Zarif beskylder Donald Trump for at være "ignorant og tåbelig" i sin erklæring. Han tilføjer, at USA's udenrigspolitik har "ført Mellemøsten ud i kaos".
Javad Zarif vil nu forhandle med de europæiske lande, der har underskrevet aftalen fra 2015.
Tirsdag vil han mødes med udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien i Bruxelles.
Den tyske kansler, Angela Merkel, har sagt, at USA's beslutning om at trække sig fra aftalen er et stort tilbageskridt.
Under en konference i Münster fredag sagde hun, at det vil blive svært at holde aftalen i live.
- Vi håber, at vi kan, men der er mange ting, der spiller ind. Vi er nødt til at diskutere det med Iran, siger Merkel.
/ritzau/