USA's exit fra en aftale om Irans atomprogram kommer til at udløse flere mærkbare konsekvenser, vurderer Iran-kender Janne Bjerre Christensen.
Resten af Mellemøsten kommer til at se mere til Irans Revolutionsgarde. Europæerne skal vælge, om atomaftalen skal bestå, eller om de vil undgå en handelskonflikt med USA. Og iranerne vil skamme sig over at have stolet på Vesten.
Atomaftalen ophæver en række økonomiske sanktioner mod Iran i bytte for, at Iran begrænser sit atomprogram og tillader inspektioner, som skal sikre, at det ikke bruges til våben.
Janne Bjerre Christensen, der har udgivet flere videnskabelige artikler om Iran og er tidligere projektforsker for Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at for Iran har samhandlen med EU hele tiden været vigtigere end samhandlen med USA.
- Iran har ikke nogen nævneværdig handel med USA. Så det er helt klart relationen til Europa, der var afgørende for dem.
- I det omfang de kan bevare den form for samhandel, så kunne de have en interesse i at blive i aftalen, siger hun.
Det vil dog kræve, at de europæiske lande tager en konfrontation, hvis USA ønsker at sanktionere lande og virksomheder, der handler med Iran, vurderer hun.
- Spørgsmålet er, om europæerne har, hvad der skal til for at give igen og beskytte den samhandel, siger hun.
Derudover peger hun på, at USA's exit fra aftalen vil få en række konsekvenser i Iran og for regionen omkring Iran.
- Høgene kommer til at vinde på det her. De kan sige, at de fik ret, og at Iran aldrig burde have stolet på USA. Jeg tror, at der en vrede, frustration og nærmest skam over, at man har vist USA den her tillid, siger hun.
Det vil samtidig styrke Irans magtfulde revolutionsgarde, der kun er underordnet landets åndelige leder, Ali Khamenei, vurderer Janne Bjerre Christensen.
/ritzau/