Den politiskole, som Danmark sammen med briterne har været med til at bygge op i Basra i Irak er truet, når irakerne mandag overtager driften. Den irakiske regering har endnu ikke afsat penge til at drive den videre, skriver Berlingske Tidende.
Det sker til trods for, at både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og den britiske premierminister Tony Blair har understreget, at netop opgaven med at uddanne et godt, irakisk politi er blandt de vigtigste tilbageværende opgaver i Irak.
»Det ser lidt mørkt ud. Det bliver et problem at få det til at fungere. Men økonomien for 2007 er ikke fastlagt, og får man ikke pengene, så kan man ikke drive skolen,« siger lederen af de 12 danske politifolk i Basra, kriminalkommissær Peter Werner Hansen.
I forvejen har det irakiske politi massive problemer. For det første er kriminaliteten astronomisk, mens dele af politistyrken er under anklage for at bedrive sekterisk vold.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) erkender over for Berlingske Tidende, at der er problemer i den irakiske styrke, og han understreger, at den irakiske regering er klar over problemerne.