Først rystede de på hovedet.
Cricket kommer fra Vesten, mente de, og dermed måtte det være af det onde.
Men da de engelske soldater insisterede på, at børnene skulle lære spillet, begyndte de at bløde op.
Det var sjovt, de gik stærkt, og man skulle løbe.
Og nu ser det faktisk ud som om, at spillet med bat, bold og gærder har fået så godt fat i børnene i Basra i det sydlige Irak, at stemningen i byen er blevet bedre.
- Måske har vi lagt kimen til noget stort. Børnene har det sjovt med spillet, og vi kan se, at nogle er holdt op med at kaste sten efter soldaterne, siger den engelske major Andrew Banks, der fik ideen, til BBC.
Han håber, at cricket også kan være med til at opdrage børnene.
- Fair play er jo en central del af sportens verden. Og hvis forestillingen om rigtigt og forkert kan få fat i børnene, kan det godt strække sig ud over sportsbanener, siger han.
Successen kommer bag på flere soldater i Basra:
- Som kommandør i det sydlige Irak havde jeg aldrig drømt om, at det var cricket, der skulle hjælpe med at bygge bro mellem to kulturer, siger brigadechef James Everard til BBC.
Og niveauet?
- Tja, Australien (en af verdens bedste cricketnationer, red.) behøver ikke at frygte noget lige nu, siger Andrew Banks.