Irakere får kritiske spørgsmål i retssag om tortur

Det var briterne, der afhørte tilfangetagne irakere under Operation Green Desert, mener Forsvarsministeriet.
I en stort anlagt retssag om tilfangetagelsen af irakere i 2004 er oberst John Dalby en af de mange, der skal afhøres.
I en stort anlagt retssag om tilfangetagelsen af irakere i 2004 er oberst John Dalby en af de mange, der skal afhøres. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix

- Kan du beskrive, hvordan en dansk soldat ser ud?

- Hørte du de danske soldater give ordrer til de irakiske soldater?

- En dansk soldat sparkede dig i ryggen, er det korrekt forstået?

Forsvarsministeriets advokat er onsdag i Østre Landsret klar med en række kritiske spørgsmål til tre irakiske mænd.

De er rejst til Danmark, hvor de og 20 andre kræver erstatning. Danmark er ansvarlig for, at de blev udsat for tortur og mishandling af irakiske myndigheder, efter at de var taget til fange under Operation Green Desert i det sydlige Irak i 2004, mener de.

Den groveste behandling fandt sted i et irakisk fængsel og på en politistation, fortæller irakerne.

Men forinden - ved selve pågribelsen i en landsby - blev én af dem sparket af en dansk soldat. Og på en militærbase var det danskere, der stod for den indledende afhøring, placerede dem på en række og satte bind for øjnene af dem og bagbandt dem, inden de blev overdraget til irakiske styrker og kørt væk, forklarer de.

En af de tre studerede geografi på et universitet. Han blev vækket tidligt om morgenen 25. november 2004, da han lå og sov i et mødested.

- Deres kendemærke er korset i deres flag, sproget og deres køretøj, siger han om danskerne. På en storskærm udpeger han sig selv på et grynet sort-hvidt foto. Han er en af de skikkelser, der ligger med ansigtet mod jorden, mens soldater står ved siden af.

Han og de to andre præsenteres også for flere farvefotos af soldater. Igen og igen ønsker Forsvarsministeriets advokat, Peter Biering, at teste deres evne til at skelne mellem britiske, irakiske og danske soldater.

En af dommerne ønsker besked om ministeriets synspunkt i sagen. Svaret er, at danskerne holdt sig på afstand af begivenhederne. De nøjedes med at køre i konvojen med de tilbageholdte til basen.

- De var til stede, da de var sat af. Herefter spillede danskerne ingen rolle. At de blev sat på række og afhørt på basen er noget, briterne har foretaget sig, siger advokat Peter Biering.

Men under afhøringen holder de tre irakere fast i deres forklaring om danskernes aktive optræden. De afviser at have forvekslet britiske med danske soldater.

Onsdagens retsmøde var det 10. i sagen, som fortsætter i januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.