Ritzau
Opdateret kl. 15:54
Den kurdiske region i det nordlige Irak skal stoppe sin eksport af råolie, siger Alaa al-Yasiri, direktør i det statslige oliefirma SOMO.
I stedet skal Kurdistan overdrage oliesalget til Irak.
Irak er i dialog med Tyrkiet om at få lov til at eksportere kurdisk råolie, der ankommer via rørledning til Ceyhan i det sydlige Tyrkiet, fortæller Alaa al-Yasiri.
Indtil midten af oktober blev der sendt 530.000 tønder råolie til Ceyhan om dagen. Halvdelen kom fra den regionale regering i Kurdistan, mens den anden halvdel kom fra provinsen Kirkuk.
Både Kurdistan og de irakiske myndigheder i Bagdad har gjort krav på den olierige provins Kirkuk.
Produktionen fra Kirkuk faldt i midten af oktober, da irakiske styrker blev sendt ind i det kurdiske område, hvor de blandt andet tog oliebyen Kirkuk tilbage. Byen havde været under kurdiske styrkers kontrol siden 2014.
Ifølge Farid al-Jadir, direktør i North Oil Company i Kirkuk, blev der i gennemsnit i september sendt 600.000 tønder råolie om dagen til Ceyhan.
Det tal var i oktober faldet til 419.000 tønder.
Ifølge direktøren i SOMO, Alaa al-Yasiri, vil oliefirmaet i Kirkuk kunne genoptage sin eksport gennem den kurdiske rørledning, så snart parterne bliver enige om vilkårene for brug.
Yasiri forventer, at en gammel rørledning, der omgår størstedelen af det kurdiske område, vil blive taget i brug igen inden for tre måneder.
Irak er det land, der producerer næstmest olie i verden. Landet er med i Opec, sammenslutningen af olieeksporterende lande.
Opec ventes at udvide reglerne for olieproduktion, når landene mødes i Wien i slutningen af november.
/ritzau/Reuters