IOC appellerer domstols ophævelse af russiske karantæner

På et ledermøde i Schweiz har IOC besluttet at appellere CAS' ophævelse af 28 russeres dopingkarantæner.
IOC appellerer en opsigtsvækkende CAS' beslutning for at beskytte rene atleter, siger præsident Thomas Bach.
IOC appellerer en opsigtsvækkende CAS' beslutning for at beskytte rene atleter, siger præsident Thomas Bach. Foto: Denis Balibouse/arkiv/Reuters

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har appelleret Den Internationale Sportsdomstols (CAS) beslutning om at ophæve dopingkarantæner, der oprindeligt var blevet givet til 28 russiske atleter.

Det annoncerer komitéen torsdag i forbindelse med et ledermøde i den schweiziske by Lausanne.

IOC har appelleret beslutningen til den schweiziske højesteret.

CAS ophævede få dage før vinter-OL i Pyeongchang en række sanktioner, som 28 russiske atleter var blevet pålagt af IOC. Det betød, at atleterne blandt andet pludselig kunne deltage ved legene i Sydkorea.

Men den beslutning er IOC "ikke tilfreds med overhovedet", og det er derfor, at komitéen nu har valgt at appellere.

Det er sjældent, at appeller mod CAS' beslutninger lykkes.

- Sandsynligheden for at vinde spillede ikke en rolle i vores diskussioner.

- Det eneste, der ledte til vores beslutning, var beskyttelsen af rene atleter, der er endt bag ved russiske atleter, som ikke er blevet erklæret uskyldige, lyder det fra IOC-præsident Thomas Bach.

Årsagen til CAS' beslutning var, at der ikke var "tilstrækkeligt" bevis for, at atleterne havde draget fordel af et russisk statsstøttet dopingprogram.

Afsløringen af det omfattende dopingprogram fik IOC til at udelukke Rusland fra legene i Sydkorea.

CAS' efterfølgende ophævelse af nogle af russernes karantæner blev af Rusland opfattet som et stort og pinligt nederlag for IOC.

Thomas Bach understreger dog, at CAS' beslutning ikke fastslog, at atleterne var uskyldige.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.