Udpluk fra anonymiserede cases i bogen De intelligente børn . Her beskriver en række forældre, hvordan de langsomt fandt ud af at deres børn hører til i den lille gruppe af særligt intelligente:

Adam:

»For eksempel gik vi altid forbi den samme statue på vej ned til den dagpleje, Adam gik i. En dag spurgte han mig, hvem statuen egentlig forestillede, og jeg forklarede ham, at det var en statue af en mand, der hed Martin Luther. Adam spurgte så, hvem Martin Luther var, og da jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om noget passende svar til en 2-årig, slyngede jeg bare ud, at han var en kirkereformator. Et par dage efter kørte vi i bus forbi vejen med statuen, og Adam pegede straks derhen, mens han højlydt og helt fejlfrit sagde: »Se, mor. der står statuen af Martin Luther. Han var kirkereformator!« De øvrige passagerer i bussen sad og måbede, og det føltes, som om jeg nærmest havde hjernevasket min lille dreng på den mest rabiate og fundamentalistiske facon. Men jeg havde jo bare svaret på hans spørgsmål.«

Jonas:

»Første gang vi virkelig blev klar over, at han ikke var som børn er flest, var den sommer, hvor han fyldte 2½ år. Vi gik ad trapperne til vores 4. sals-lejlighed, og for at gøre tiden mindre lang, sang vi ABC-sangen . Da sangen var forbi, spurgte han om vi var færdige – og det var vi naturligvis. Derefter udbrød han meget fortørnet, at vi havde snydt – vi havde sprunget w et over. Men der er intet w i sangen – og det havde han fanget, selvom han kun gik i vuggestue. Det var første gang, at vi i stilhed blev enige om, at han kunne noget særligt.«

Kathrine:

»Når vi havde besøg af andre børn, kunne jeg godt se, at samtalerne i familien somme tider formede sig anderledes, end de andre børn var vant til. Det blev for eksempel klart, da hun en dag spurgte en legekammerat, om legekammeraten ikke også syntes, at det var skide hamrende irriterende, at vi ikke kunne få et ordentligt svar på, hvordan universet var opstået – og bare fik et stirrende blik som svar.«