Symbolikken var tyk. En hob af pressefolk stod udenfor det konservative gruppeværelse på Christiansborg torsdag morgen og ventede på, at De Konservative fik snakket færdigt om bortvisningen af familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) dagen før. Lidt længere nede af gangen kom en smågrinende Helle Thorning-Schmidt (S) gående sammen med sin tidligere formandskampfælle Frank Jensen.
Rollerne er i sandhed byttet om i dansk politik, og Socialdemokraterne rimer ikke længere på krise. Til gengæld er det blevet sværere at være konservativ.
Med Dansk Folkepartis reelle fyring af Lars Barfoed står De Konservative mere isoleret end længe. Det i forvejen betændte forhold mellem DF og K er skærpet med Barfoeds exit. Og det hjalp ikke, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) torsdag meddelte, at han på den ene side er uenig i DFs ageren i sagen, men at han på den anden side ikke ser det som et angreb på selve regeringen.
Med store fede typer
Med andre ord er det trukket op med store fede typer, at det er De Konservative, og ikke Venstre, der har et problem med DF. Og det selvom K-formand Bendt Bendtsen torsdag efter gruppemødet understregede, at sagen har ført til, at »der er gået skår i samarbejdet med DF og regeringen,« og at han »stadig anser det som et angreb på hele regeringen.«
Alene det, at formanden ved flere lejligheder siden Barfoeds afgang for få døgn siden har følt trang til at understrege, at regeringen står sammen i kampen mod DF, bør vække stof til eftertanke.
Problemerne falder uvægerligt tilbage på partiformanden. Bendt Bendtsen må lægge øre til frustrerede medlemmer i baglandet, der vil have ham til at træde i karakter og måske endda sige fra over for DF. Og så er der dem internt i folketingsgruppen, ja helt ind i den konservative minister-gruppe, der ser Barfoeds tvungne afgang som endnu et tegn på, at Bendtsen ikke er stærk nok til at stå distancen over for Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen, når det virkelig gælder.
Den manglende tiltro internt fremmer ikke ligefrem Bendtsens muligheder for at genoprette samarbejdet med DF, som i forvejen bliver en opgave op ad bakke. Stemningen mellem de to partier er ikke til et forsoningsmøde, og Bendtsen skal nok ikke sætte næsen op efter, at Pia Kjærsgaard eksempelvis beder sin miljøordfører, Jørn Dohrmann, indstille sine næsten daglige angreb på den konservative miljøminister, Connie Hedegaard.
Venstre er bekymret
Men Bendtsen har faktisk ingen muligheder for at efterkomme ønskerne fra baglandet ? hvis VK-regeringen vil fortsætte ved magten, er der ingen vej udenom Pia og kompagni. Derfor går bekymringerne i Venstres folketingsgruppe i disse dage da også mest på, om de frustrerede konservative kan holde DF-leden i ave, så krisen ikke ender med, at DF vender regeringen ryggen, og et folketingsvalg her og nu bliver uomgængeligt.
Man behøver blot skele til de seneste meningsmålinger for at finde ud af, hvorfor Venstre gerne vil udskyde valget nogle måneder eller måske år.
Måske var det derfor, Helle og Frank gik og grinede.
FAKTA:
Politiske forskelle og ligheder mellem K og DF på udvalgte områder:
Udlændingepolitik:
Udlændingepolitikken er den måske største akilleshæl. En række konservative folketingsmedlemmer og store dele af baglandet har ved flere lejligheder kritiseret forholdene for og sagsbehandlingen af asylansøgere. DF har konsekvent afvist enhver kritik af såvel forholdene som reglerne for danske asylansøgere. Venstre og DF står tættest på det område.
Retspolitik:
Retspolitikken er et af de områder, hvor der er mest enighed mellem de to partier. Her er det blandt andet ønsket om højere straffe, der giver fælles fodslag.
EU:
De Konservative er et af de mest EU-begejstrede partier i dansk politik, mens det forholder sig lige omvendt med DF. Med Anders Fogh Rasmussen som formand er Venstre blevet mere EU-skeptisk end under Uffe Ellemann-Jensen og står et sted mellem De Konservative og DF.
Skrevet med bidrag fra Sune Bové, Anna Rossman Thejsen og Knud Brix.