Det var hverken lærernes, pædagogernes eller nogen andres ansvar, at den 10-årige hjerneskadede Michael Jepsen i september sidste år druknede, efter han forsvandt fra en lejrskoletur på Enebærodde på Nordfyn.
»Det er en tragisk ulykke, men der er ikke begået noget strafbart, og der er derfor ingen, der kan stilles til ansvar,« lyder konklusionen fra politifuldmægtig ved Fyns Politi Annette Kors-gaard.
En besked, der skuffer Michaels mor, Lone Jepsen.
»Det kan ikke være rigtigt. Der var nogle, der ikke passede deres arbejde ordentligt på den tur, og det betalte vi den højeste pris for. Det kostede Michael livet,« siger hun.
Intet skærpet opsyn
Særlig én del af politiets begrundelse gør hende gal:
»Jeg er meget fortørnet over, at Pilehaveskolen (som Michael var på lejrskole med, red.) inden sommerferien havde besluttet, at han ikke længere skulle være under skærpet opsyn, og at han heller ikke var på listen over de børn, som der på lejrturen skulle holdes særligt øje med. Det er dybt chokerende, og havde jeg vidst det, så havde jeg råbt højt, og han var aldrig kommet med på den tur,« siger Lone Jepsen og understreger, at Michael flere gange er stukket af.
Både fra hjemmet, Pilehaveskolen og andre institutioner. Og altså også fra lejrskolen på Enebærodde.
På Pilehaveskolen i Assens erkender forstander Leif Karlsson, at skolen ikke har gjort det godt nok.
»Vi vurderede ud fra en pædagogisk betragtning, at han ikke længere behøvede skærpet opsyn. Men vores udgangspunkt er selvfølgelig, at vi burde have handlet anderledes, når der skete den dybt, dybt tragiske ulykke,« siger Leif Karlsson.
Han tilføjer, at skolens personale har været »stærkt påvirkede« af sagen, der desuden har ført til et nyt kig og en opstramning af skolens sikkerhedsprocedurer.