Hvis du er gift med en jomfru eller kæreste med en vædder, så skyldes det ikke stjernetegnet, at forholdet stadig holder. Det konkluderer en enorm engelsk undersøgelse af 10 millioner ægtepar. Forskerne har gennemgået parrenes fødselsdata, og stik mod hvad astrologien siger, er der ingen sammenhæng mellem parene og deres stjernetegn.
Astrologer er uenige
»Hvis der bare var den mindste tendens til, at jomfruer har et svagt punkt for væddere, eller at løver er vilde med vandmænd, så ville det fremgå af vores undersøgelse,« siger dr. David Voas fra universitetet i Manchester til videnskabssitet physorg.com.
Men rektor for Skandinavisk Astrologi-Skole Karl Aage Jensen afviser undersøgelsen som det rene vrøvl: »Der er hundredevis af faktorer, der spiller ind i valget af partner – at nøjes med at undersøge selve stjernetegnet giver ingen mening. De enkelte stjernetegn er ikke ens, der er utallige variationer i det enkelte menneske.«
David Voas er nu ikke enig i den udlægning: »Almindelige mennesker sammenligner stjernetegn, ikke horoskoper, så under alle omstændigheder viser undersøgelsen, at der ikke er en sammenhæng mellem kærlighed og stjernetegn,« siger han.
Karl Aage Jensen kan i øvrigt fortælle, at der er sket en udvikling i, hvilke tegn der er tiltrukket af hinanden.
»Oprindeligt sagde man, at lufttegn passede med lufttegn, fordi der er harmoni mellem tegnene, men i dag vil man jo gerne have modspil fra sin partner, så nu søger man det modsatte af en selv,« siger han.