Indiana Jones og krystalkraniets kongerige

Instr. Steven Spielberg

Uha, hvor har den dog været ventet. Og hypet - denne nye, fjerde udgave af eventyret om Indiana Jones. Den folkekære skattejæger har trods alt ikke ladet høre fra sig siden 89, hvorfor en hel ny generation af bio-gængere nu skal lære, hvem Indy egentlig er.

Og bare rolig, han er stadig helt sig selv med læderhat, piskesmæld og et skævt smil, der signalerer, at uanset, hvad der venter af makabre overraskelser, så formår Dr. Jones at finde en alternativ vej. Hver gang!

Sidst vi så ham, jagtede han Jesu kop i muntert selskab med sin far (Sean Connery), men denne gang er de onde nazi er erstattet med ligeså skruppelløse koldkrigs-russere. Næsten 20 år er gået, året er 1957, og vor helt er pænt gråsprængt.

Men naturligvis rask nok til for eksempel at finde et blyindfattet køleskab at putte sig i to sekunder før en atomprøvesprægning er ved at slutte et eventyr, der ellers indlednings ser ud til at nå tidligere tiders højder.

Tosset og nørdet

For især de indledende anstrengelser i Indiana Jones og krystalkraniets kongerige er fyldt med munter action og rappe replikker af den slags, der netop har fået millioner af fans til at forlange (bistået af den efterhånden prestigesvækkede Harrison Ford) en opfølger til monstersucces en.

Fans har vel allerede set traileren, hvor Ford/Indy svinger sig i pisken for at indhente den flygtende superskurk, men braser ind gennem forruden på den truck, der kører bagved. Man forstår, at selv en Indiana Jones kan komme lidt ud af form, men det er den slags selvironiske og kreative scener, der berettiger at skattejægeren genopstår fra arkiverne.

Fordi Harrison Fords legendariske karakter faktisk er uhyre morsom, når den som Indiana Jones farer rundt på tosse-heldig manér, og som professor Jones lader sin arkæologi-nørd tage over, og gang på gang hjælper fjenden frem til skatten uden at se sig over skulderen.

At de onde konsekvent må hægte sig på den snarrådige Indy for at løse gåderne er nærmest en kliché i Indiana Jones-pakken, således også i jagten på et krystalkranie, der skal vise sig at gemme på en spacy hemmelighed dybt inde i regnskoven.

Hatten går i arv

Turen dertil er så underholdende, som den kan blive, når Spielberg (med historie-idé af George Lucas) folder sig ud med computergenereret action og sin klassiske specialitet - dobbeltfare. At Dr. Jones er truet fra alle sider, om det så er kviksand, slanger, vandfald eller gemene russere. Især den sværdsvingende Irina Spalko (Cate Blanchet med ukrainsk dialekt) er en værdig modstander, når Indy stikker på næven og skubber slyngler ud af kørende biler - hans specialitet, iøvrigt.

Uden charme er han heller ikke, ham Indiana-manden, og således er det da meget sødt, at Karen Allen igen dukker op som Marion Ravenwood. Det er hende, han i 1981 møder på en bar i Nepal.

Hermed bliver den stolte action-arv fra Jagten på den forsvundne skat sluttet, for sandelig om hun ikke har født ham en søn. Mere skal vi nok ikke røbe, men det ser ud som om, Indy-hatten har fundet en værdig arvtager.

Heldigvis måske. For Harrison Fords signatur-rolle taber pusten mod slutningen af fjerde omgang. Eller rettere, det gør historien mestendels, for aliens og ufo er tager over på en måde, så man tror, at Spielberg er blevet inspireret af X-files . Èn, efter min smag, lidt for overgearet afrunding for en legende, der stadig kan underholde stort. Især, når han bare får lov at svinge pisken og affyre knastørre replikker.