Selvom børnene bliver fjernet fra deres biologiske forældre og anbragt hos plejefamilier eller på døgninstitutioner, er der ingen grund til også at fjerne dem fra deres modersmål og oprindelige kultur. Tværtimod. Sådan er holdningen hos Kirsten Österlin, forstander på børn- og ungeinstitutionen Birkelund i Seden. Her ansætter hun for eksempel pædagoger med vietnamesisk baggrund til de vietnamesiske børn og leder i øjeblikket efter en kosovoalbaner, der kan være sammen med institutionens kosovoalbanske børn nogle timer om ugen.Så de sammen kan tale deres oprindelige sprog, lave mad og fejre højtider.»Det gavner jo ikke nogen, at vi tager det hele fra børnene,« mener Kirsten Österlin.Men sådan er det imidlertid langt fra alle steder.Ifølge Marianne Skytte, der er lektor på Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation på Aalborg Universitet og forsker i anbringelse af indvandrerbørn, er der rundt om i landet kun få eksempler på, at plejefamilier og institutioner på den måde aktivt gør en indsats for at hjælpe børnene til at holde fast i både sprog og kultur.Desværre, understreger hun.

En menneskerettighed

»For det er helt afgørende for børnenes fremtid, at der tages hensyn. Uden deres modersmål kan mange af dem ikke kommunikere med deres forældre og øvrige familie, og retten til familie er altså en del af de europæiske menneskerettigheder,« forklarer Marianne Skytte, der kender plejefamilier, der har byttet plejebarnets fremmedklingende navn ud med et mere dansk af slagsen. »Det er ikke med en ond hensigt, men nærmere en ureflekteret måde at tænke på. Man betragter sig selv og den danske familie som det bedste og mest kulturlige, og indvandrerne som det unaturlige og mere mærkelige. Derfor koncentrerer man sig mest om, hvor hurtigt børnene kan blive så danske som muligt,« mener hun. Og tilføjer:»Men det er jo omsorgssvigt, børnene skal beskyttes imod, og ikke forældrene.«

Modersml er sundt

Hos Kirsten Österlin vækker problemet ikke kun vrede, men giver også bekymrende knuder i maven. »Jeg bliver virkelig arrig. For hvilken glæde har nogen af, at børnene glemmer deres modersmål? Man skal spørge sig selv, om man kunne tænke sig, det var ens eget barn. Det koster ikke en øre. Kun sund fornuft,« siger hun. Efterhånden som Kirsten Österlin på konferencer og i medier har beskrevet den sunde fornuft , er flere af landets kommunale forvaltninger begyndt at ringe. For at høre nærmere. »Det er selvfølgelig dejligt, at nogle har forstået budskabet om, at man godt kan gøre tingene anderledes. Og så har det været umagen værd,« siger Kir-sten Österlin til Nyhedsavisen. Også Marianne Skytte håber, at idéen vil sprede sig.»Det kan ikke blive andet end bedre. Og jeg kan godt have en forhåbning om, at strukturreformen vil ændre på tingene, når der kommer større enheder. Mange små kommuner anbringer måske kun et indvandrerbarn hvert tredje år og kender derfor ikke meget til problematikken,« siger Marianne Skytte. Der også peger på en anden ting:»En del plejefamilier bor ude på landet, hvor der typisk ikke er indvandrere. Vi skal sørge for flere plejefamilier og institutioner i de områder, hvor der i forvejen er indvandrere, så børnene også får mulighed for at tale deres modersmål i skolen og til fodbold.«Ud af de cirka 14.000 anbragte børn i Danmark har omkring 1000 børn med anden etnisk baggrund end dansk.