To sene indskiftninger fik afgørende betydning, da Chelsea søndag vandt 3-1 ude over Norwich i Premier League.
Bag de umiddelbart overbevisende cifre gemmer der sig et drama, eftersom hjemmeholdet holdt 1-1 frem til fem minutter før tid.
Så slog Chelseas indskiftede Eden Hazard til efter et kontraangreb med en scoring, hvor Norwich-målmanden John Ruddy ikke så helt heldig ud.
Cirka et minut efter hamrede Chelseas Premier League-debutant Willian et utageligt skud af sted til slutcifrene.
Chelsea-manager José Mourinho havde kort forinden skiftet begge målscorere ind, da stillingen var 1-1, og manageren havde ligeledes sendt Samuel Eto'o på banen for at jagte sejren.
London-klubben så ikke ud til at få brug for al den dramatik i kampens begyndelse.
Allerede efter tre minutter sendte brasilianske Oscar bolden forbi John Ruddy til 1-0.
10 minutter senere måtte målmanden redde flot, da Juan Mata havde sendt Demba Ba af sted mod mål med en fin aflevering.
Chelsea så ud til at være i nogenlunde kontrol, men midt i anden halvleg gik det galt, og Norwich udlignede til 1-1.
Norwichs Ricky van Wolfswinkel vandt en hovedstødsduel mod John Terry, og inde foran mål kom Anthony Pilkington lige foran Chelseas David Luiz.
Herefter så det længe godt ud for Norwich, inden Chelsea-indskifterne slog til mod afslutningen af kampen.
Chelsea har 14 point for syv kampe og er to point efter Liverpool på førstepladsen.
Senere i dag kan afstanden til førstepladsen komme op på fire point, hvis Arsenal vinder udekampen mod West Bromwich Albion.
/ritzau/