De fleste københavnere vil gerne have liv i byen og udvikling i kulturlivet. Men hvorfor er der så altid mange, der protesterer, hver gang der kommer nye forslag på bordet? Annika Agger fra Roskilde Universitetscenter (RUC) forsker i byplanlægning og borgerdeltagelse, og hun giver følgende forklaringsmuligheder:

»I forskningen opererer vi med et syndrom, NIMBY, Not In My Backyard (ikke i min baghave, red.). Man vil gerne have nye tiltag til byen, men man er bekymret for det nye og anderledes, som påvirker ens lokalområde,« siger Annika Agger og fortsætter:

»I Danmark værner man om historikken, og særligt i København har man en forkærlighed for den gamle middelalderby og byens profil med de grønne kobberspir.«

Man vænner sig til det

Når der så alligevel i ny og næ dukker nye bygninger op, skyldes det ifølge Anikka Agger modige politikere, som vover at trodse de utilfredse borgersammenslutninger.

»Politikerne skal lytte til deres vælgere. Men hver tidsperiode har sine markante bygninger, og det er folk klar over. Ofte vænner befolkningen sig til ¿ eller affinder sig med ¿ de nye tiltag efter nogen tid.«

Annika Agger understreger også, at borgernes protester ikke altid repræsenterer folkets mening:

»Det er som regel de utilfredse, man hører, fordi de er meget passionerede. Man gider jo ikke tage til møde i Borgerrepræsentationen for at fortælle, at man synes, noget er helt fint.«