Ikea i Odense har fredag eftermiddag måtte evakuere alle sine kunder på grund af et uheld på lageret.
TV2/Fyn skriver, at en uheldig medarbejder i en gaffeltruck påkørte et sprinkleranlæg. Det betød, at vandet fossede ud i varehuset.
Hundredvis af kunder blev evakueret og sendt ud på parkeringspladsen, hvor en medarbejder forklarede, at den IKEA ville holde lukket resten af fredagen.
Kommunikationschef i Ikea Danmark, Tina Lindharth, udtaler til TV2/Fyn, at butikken forhåbentlig er åben igen i morgen.
Den våde og usædvanlige episode foregik fredag eftermiddag, hvor Beredskab Fyn sendte næsten alle køretøjer mod den svenske møbelgigant.
- Når sprinkleren går i gang, får vi en automatisk brandalarm. Da vi kommer frem, har personalet allerede evakueret bygningen, og vi tjekker, at der kun er tale om en påkørt sprinkler, siger indsatsleder Anders Højhus til TV 2/Fyn.