Det skulle have været en glædens dag. En dag, hvor Polens katolikker skulle fejre, at Stanislaw Wielgus ville blive den nye ærkebiskop af hovedstaden Warszawa. I stedet blev polakkerne sendt i en slags kollektiv choktilstand, da han iført gylden bispehue og robe afleverede sin afskedssalut.

»Efter at have reflekteret dybt og vurderet min personlige situation afleverer jeg min opsigelse fra posten som ærkebiskop af Warszawa i hans helligheds hænder,« sagde en alvorlig Stanislaw Wielgus.

Han havde forgæves prøvet at løbe fra sin fortid. Men der var intet at gøre, da først en polsk avis kunne afsløre, at Stanislaw Wielgus havde samarbejdet med det hemmelige politi, dengang Polen stadig havde et kommunistisk styre.

Ordene delte polakkerne i to grupper. Den ene råbte tilfredse med afgørelsen »Grå! Grå!« med henvisning til hvad, der efter sigende var Stanislaw Wielgus’ kodenavn hos politiet.

Den anden gruppe råbte »Nej! Nej! Bliv hos os!«.

Flere lande åbner arkiver

Stanislaw Wielgus er ikke den eneste, der er blevet indhentet af fortiden. Mandag måtte en anden højstående polsk præst, Janusz Bielanski, trække sig fra sin stilling efter at have indrømmet, at også han samarbejdede med det hemmelige politi. De seneste år er flere og flere østeuropæiske lande begyndt at lukke op for de gamle arkiver, som rummer kilometervis af belastende dokumenter fra tidligere tiders hemmelige politi.

Blandt andet i Bulgarien, hvor en lov vedtaget i december betyder offentliggørelsen af alle filer, hvor offentlige personer som eksempelvis politikere, præster og journalister bliver nævnt som tidligere kommunistiske hemmelige agenter.

Og det kan være afgørende for karrieren, hvis ens navn pludseligt står det forkerte sted, fortæller Lars Christensen, der er senioranalytiker hos Danske Bank og Polen-ekspert.

»Der er nærmest kommet politiske elementer af afpresning i Polen, hvor folk pludselig trækker sig fra stillinger af personlige grunde. Men man ved godt, at det sikkert har noget at gøre med arkiverne,« siger han.

Ifølge Lars Christensen er det forskellige faktorer, der ligger bag de forskelige østlandes opgør med fortiden. Men noget tyder på, at jo mere fredelig, overgangen fra kommunisme til markedsøkonomi var, des større behov er der for et opgør nu. Også selv om ikke alle er glade for det.

»I Polen var der nærmest revolution gennem forhandling. Kommunisterne gik med at indføre demokrati og markedsreformer mod ikke at blive retsforfulgt, når de ikke længere sad ved magten. Derfor er der elementer i landet, som føler, at der ikke har været det opgør med kommunismen, som der måske burde have været,« siger Lars Christensen.

Ikke problemfrit

Men det er ikke helt så nemt, som det lyder, at lukke op for arkiverne. Derfor har flere lande sat begrænsninger på, hvor meget der må afsløres. Ifølge lektor ved Center for Russiske og Østeuropæiske Studier ved Syddansk Universitet, Svend Gottschalk Rasmussen, kan man da heller ikke bruge arkiverne som sandhedsvidner.

»Det er et problem, hvis arkiverne gøres til domstole. Mange af arkiverne er ikke komplette på grund af forskellige former for ødelæggelse, der fandt sted under opgøret med kommunismen. Og det, der måske blev sagt under et forhør, bliver pludselig eneste sandhedsvidne. Hvor troværdigt er det så?« spørger han.

Alligevel er det svært at komme uden om, at nogle grupper i nutidens samfund har behov for et opgør. Især blandt den midaldrende del af befolkningerne. Mange af dem har nemlig selv haft styret tæt inde på livet, og de er derfor utilfredse med, hvor let de gamle kommunister er sluppet.

»I virkeligheden er problemet måske, at der ikke var blod i gaderne. Derfor kom der ingen afklaring. Men selv om mange af de unge stadig kan huske kommunisterne, er deres holdning, at nu lever de i en anden tid og et andet Europa, og derfor bør man lade det gamle ligge. De har en talemåde, der siger, at alt bliver godt igen, så snart alle dem over 40 er døde,« siger Lars Christensen.