Han har fotograferet verden største skuespillere, statsmænd, kunstnere, skønheder men han tog også på opdagelse blandt almindelige jævne mennesker og gadebørn. Og de hænger alle sammen side om side på Louisiana i Nordsjælland, der netop nu viser udstillingen Richard Avedon fotografi 1946-2004 .
Det er disse sort/hvide fotografier, som har placeret Richard Avedon som en af fotografiets store mestre, og det skal man ikke være kunstkender for at forstå. Man mærker det. For hans portrætter er i en klasse for sig. Det er ligesom at møde et nyt menneske, man kommer tæt på. Det tager ens kræfter. Eller som hans søn John Avedon siger det i en dokumentarfilm om faderen:
»Min far var fascineret af verden og han var altædende.«
Og det han gik efter, var ansigter, han kunne udtrykke sig selv igennem. Kort før sin død i 2004 sagde Avedon da også sådan om sin samlede produktion:
»Det er menneskets vanskelige situation der optager mig, ... og nogle gange tror jeg, at alle mine billeder bare er billeder af mig selv.«
Ansigtet er alt
Og så spillede det ingen rolle, om man var Marilyn Monroe, Chaplin, Truman Capote eller en snavset gadeunge.
»Når det kommer til stykket, er ansigtet alt, der er. Det fortæller hele et menneskes historie,« forklarer Avedon og sammenligner et ansigt med at læse i hånd.
»Jeg kunne måske også været blevet en spåkone, der læser fremtiden i hånden. Men ansigtet fortæller så meget mere,« siger han.
Derfor kunne det også være en næsten skræmmende oplevelse at blive fotograferet af ham, for folk har pludselig set nye sider af sig selv, og af sine nærmeste de ikke kendte før.
Som det glamourøse par hertugen af Windsor og Mrs. Simpson.
I Avedons fotografi ligner de en tragedie. Eller Marilyn Monroe, der er skudt mellem filmoptagelser i 1957, ser så sårbar ud, at man får lyst til at stryge hende på kinden.