KL.10.00

»Jeg vågner ved, at der er en pige, der kommer ind i min celle og siger: »Jah, jeg er blevet løsladt!«. Jeg håber inderligt, at det samme vil ske for mig, men jeg føler mig ikke sikker. Her omkring tiendedagen af mine fjorten dages varetægtfængsling ved jeg kun, at det vil gå enten den ene eller den anden vej. Løsladelse eller forlængelse. Ikke at jeg har helt styr på dagene, mens jeg er her-inde.

Jeg går ud i fælleskøkkenet for at lave morgenmad. Her i Sandholmlej-ren er der heldigvis en brødrister til toastbrødet. I Vestre Fængsel, hvor jeg sad i begyndelsen, blev der bare banket på celledøren om morgenen og kastet par skiver uristet toastbrød ind i cellen. Der er bedre forhold her.

KL. 11.00

Jeg passer en af de andre piger. Hun kaster op og har diarré. Ellers laver jeg ikke noget. Der er ikke noget at lave. Dagene virker ens. Jeg og de andre piger snakker, ryger smøger og ser fjernsyn.

KL. 12.00

Vi får serveret varm mad til middag. Nogle af de andre piger finder hår i deres torsk med kartoffelbåde, men de piller bare hårene ud og spiser maden alligevel. Maden her kan slet ikke måle sig med køkkenet i Ungdomshuset. Det er der ingenting, der kan. Det føles underligt, at Ungdomshuset ikke findes længere.

KL. 16.00

Jeg sidder sammen med nogle piger i fællesrummet og ser fjernsyn. Jeg kan ikke huske, hvad vi ser. Så kommer der pludselig to mandlige vagter, og en af dem råber en række navne op – blandt andet mit navn. »I er løsladt, pak jeres ting,« siger vagten. Og så går vi ind og pakker vores ting. Jeg får lov til at ringe til min mor. Hun græder vildt meget. Jeg kan næsten ikke høre, hvad hun siger, men jeg opfanger, at hun vil komme at hente mig. Selv er jeg bare glad for, at jeg skal hjem.

KL. 16.30

Jeg og fire andre piger står foran de sorte dobbelte jernlåger ud til friheden. Der bliver trykket på en knap. Så glider den første af jernlågerne op. Så den næste. Det er totalt hightech. Vi får pludselig udsyn udover en stor parkeringsplads og marker. Jeg ved ikke hvorfor, men vi går bare hen og begynder at gå ud over marken. Jeg føler, at det ligesom ikke er helt lovligt, at nu snyder jeg vist lidt. Det føles vildt, at jeg kan gå lige så langt, jeg vil, uden at nogen stopper mig.

KL. 17.15

Mine forældre og min storesøster ankommer i en taxi for at hente mig. De står ud af bilen og vifter med danske flag og leger Olsen Banden. Jeg synes, at det er lidt åndsvagt.

KL. 20.00

Min nærmeste familie og venner kommer på besøg. Nogle af dem spiser hos os. Det er allerede helt uvirkeligt for mig, at jeg har været i fængsel. Det er, som om jeg ingenting kan huske derindefra.

Kl. 00.30

Jeg går i seng, men der går lidt tid, inden jeg falder i søvn. Jeg har nogle sindssyge drømme. I en af dem er jeg hjemme hos en tv-vært – en rigtig poptøs. I en anden er der et jernlandskab, hvor der kravler nogle biller rundt. Jeg kvaser billerne, men bliver straffet ved at få klemmer på skuldrene.

KL. 10.00

Jeg går rundt om mig selv. Jeg kan ikke rigtig komme i gang med dagen. Jeg tror, at jeg vil prøve at gå i skole i morgen. Jeg kan mærke, at jeg er blevet skræmt af at være i fængsel, men jeg har hverken fået mere respekt for politiet eller for domstolene. Tværtimod.