I Billund vælter de sig nærmest i arbejdspladser.
Det viser en undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge DR Trekanten.
Billund er nemlig den kommune i Jylland, hvor antallet af opslåede stillinger er steget mest i år, og det glæder arbejdsmarkedschef, Inger Bønding.
- Det er jo altid rart, og man bliver motiveret. Som arbejdsplads bliver vi også motiveret af at yde et godt stykke arbejde, og at det bliver offentliggjort, at det arbejde vi har troet på rent faktisk bærer frugt, siger hun.
Det er ellers primært sjællandske kommuner som oplever en stor stigning i antallet af nye job, mens Jylland og Fyn halter efter. Men Billund Kommune er helt oppe og lege med de bedste i landet.
Det skyldes det gode samarbejde med både større og mindre virksomheder i området, siger Inger Bønding.
- Vi har mange mindre industri- og håndværksvirksomheder som bidrager i høj grad til jobbene. Så man kan ikke sige, at det kun er de store virksomheder som tilbyder job, men de er rigtig dygtige og flittige til at bruge vores jobnet, når de slår stillinger op, siger hun.
Billund var også den kommune som i august måned havde den laveste ledighed i Region Syddanmark. Den lød på 3 procent.