Folk spiser og drikker for meget, sover for lidt og motionerer ikke nok. De fattige bliver federe, de rige stressede, og så fremdeles disker medierne dagligt op med diverse nyheder om folkets kritiske sundhedstilstand.

Alt skal være sundt - rigtig sundt. Sundt arbejdsmiljø, sunde biler og sunde vaner. Det er, som om der i tiden ikke findes en øvre grænse for sundhed. Engang gjaldt det blot om at være rask, dernæst at være sund, og nu og i fremtiden skal vi så helst være fitte. Hvorfor nøjes med én maraton, når man kan løbe syv. Hvorfor takke ja til kager, når man kan spise riskiks.

Sundere end tidligere

Der er ingen tvivl om, at der er et problem med den dårlige folkesundhed, særligt når den rammer børn. Men ikke desto mindre er problemet ikke lige stort for alle. Masser af mennesker er sundere end tidligere, og som bekendt lever de fleste længere. Og alene det faktum vidner om, at sundheden har vundet indpas hos en ikke ubetydelig gruppe. Og apropos de mest usunde så er den manglende sundhed måske langtfra deres største problem, og derfor burde indsatsen være en anden. Måske et langt liv heller ikke altid er et mål i sig selv.

Advarsler på alkohol

I denne uge var det så oppe at vende, at man i fremtiden ikke længere bør kunne nyde et glas kold hvidvin eller en pilsner under bøgen, uden at vi skal mindes om skrumpelever og alkoholikerens triste skæbne.

Skræmmekampagner, som også kommer til at gælder for mig til trods for, at jeg ellers vil definere mig selv som sund. Jeg er stort set aldrig syg, mine kinder er røde, jeg har et lille søvnbehov, godt blodtryk og er ikke bleg for en cykeltur til Fyn eller for at tage syv timers spinning på en uge. Jeg spiser mindst 600 gram frugt og grønt om dagen. Jeg køber ofte økologisk og drikker kun alkohol ved festlige lejligheder. Og tro mig - listen er endnu længere. Men på trods af min sunde livsstil er jeg dog stadigvæk åbenbart ikke sund nok. For eksempel har jeg ikke et BMI på under 25, men på 27, altså er jeg overvægtig, hvilket jeg naturligvis bør gøre noget ved. Et BMI på 27 er jo næsten det samme som det skelsættende 30. Har du et BMI på 30, er du fed, og dit liv som normalt menneske dermed endegyldigt forbi og den sociale deroute uundgåelig. Og netop fordi jeg åbenbart er så tæt på denne kritiske tilstand, kvalificerer jeg mig jævnligt til diverse formaninger fra bekymrede mennesker, som fortæller mig, at motion er godt, hvis man vil tabe sig, og man bliver tyk af kalorier. Underforstået, at jeg på trods af min oplyste hjerne og i øvrigt sunde liv ikke forstår og ikke magter at have sundheden i egne hænder. Kort sagt, jeg har brug for hjælp!

Gidsler

Summa summarum så er det måske ikke ligefrem nødvendigt, at jeg og en masse andre sunde mennesker skal tages som gidsler i denne ekstreme sundhedsfanatisme. For selvom det naturligvis altid vil være rart med skattenedsættelse, så behøver jeg hverken sundhedsmæssige fradrag, skræmmekampagner med ødelagte levere på min champagne, krisehjælp på statens regning eller formaninger fra pegende fingre, bare fordi mit BMI er på 27, og jeg drikker maks tre genstande om ugen og spiser chokoladekage ved festlige lejligheder. Måske det ville hjælpe med et lidt mere pragmatisk syn på sagen, så vi ikke hele tiden skal mindes om vores utilstrækkelighed målt i forhold til idealet - et ideal, som måske mest af alt er en utopi.

Birthe Linddal Hansen er fremtidsforsker hos Kairos Future og skriver fast i Nyhedsavisen.