Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er yderst upopulær blandt a-kasserne.
Hun har nemlig udskrevet en regning, som to millioner medlemmer af danske a-kasser står til at skulle betale.
Regningen lyder på 170 mio. kr. svarende til 100 kr. per a-kasse medlem og er resultatet af en skyttegravskrig, der nu på femte år raser mellem de 29 a-kasser og Beskæftigelsesministeriet, skriver Jyllands-Posten.
Samtidig har ministeren tvunget a-kasserne til for tredje gang at genåbne op imod 80.000 fem-seks år gamle sager om efterløn.
Genåbningen betyder, at tusinder af ældre nu skal udspørges om de nøjagtige datoer for, hvornår de holdt ferie i 2004, og de skal kunne dokumentere det for at få penge.
Chefen for Ledernes A-kasse, Gert Bronton, betegner sagen som 'grotesk' og 'kafkask', og forudser, at striden vil resultere i et stort retsopgør mod statskassen.
Hvis a-kasserne tvinges til at betale pengene, kan de ifølge deres organisation AK- Samvirke kun opkræves hos medlemmerne.
Sagen kort:
Striden handler om, at mindst 25.000 efterlønsmodtagere i 2004 og 2005 blev snydt, fordi de fik modregnet feriepenge i deres efterløn.
Det betød, at a-kasserne måtte udbetale dem 530 mio. kr.
De penge fik a-kasserne refunderet af staten.
I foråret dukkede der en række nye sager op, der sammenlagt vil koste yderligere 170 mio. kr. Og de penge nægter beskæftigelsesministeren af betale.