En fyring, dårligt helbred eller et brud med ægtefællen. Der kan være mange forklaringer på, at man vælger at trække sig fra sin omgangskreds.
Stille og roligt kan man blive mere og mere alene, og så er det svært igen at opbygge nye venskaber.
Den beskrivelse kan mere end hver femte dansker nikke genkendende til. Det viser en undersøgelse, der er gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) for Trygfonden.
Her bliver det slået fast, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark.
Det fortæller seniorforsker fra SFI Lars Benjaminsen, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
- Det handler både om deltagelse i sociale aktiviteter i de nære relationer og i for eksempel fritidsaktiviteter, beboeraktiviteter og deltagelse i grupper og foreninger, siger han.
For de mennesker, der ender med at stå mere og mere alene, kan fraværet af det sociale samvær få stor betydning.
- Det nedsætter folks livskvalitet markant, siger Lars Benjaminsen.
- Vi kan se det på, at folk rapporterer om følelser af for eksempel at være uden for i samfundet eller ikke at blive anerkendt i hverdagen.
Han fortæller samtidig, at hvis det er sygdom eller arbejdsløshed, der præger deres liv, så har de ofte også en følelse af at blive set ned på.
Det rammer hårdt på identiteten og tilfredsheden med livet, når vi ikke er en del af fællesskaber.
- Undersøgelsen viser, at de mest udsatte danskere er langt mindre glade for deres liv. Mange føler sig ensomme, magtesløse og savner anerkendelse og mening i tilværelsen, siger TrygFondens direktør, Gurli Martinussen, i en pressemeddelelse.
- Vi skal derfor væk fra at tale om, at grupper selv melder sig ud af samfundet og i stedet fokusere på, hvordan vi som samfund kan give alle mulighed for en plads i fællesskabet, siger hun.
/ritzau/