April i 2012 var kold, våd og solfattig - helt efter bogen.
Med en gennemsnitstemperatur på 6,3 grader i år måtte danskerne se langt efter 2011's varmerekord, hvor gennemsnitstemperaturen var 9,9 grader ifølge tal fra Danmarks Meteorologiske Institut.
Bornholmerne fik i april 2012 endnu en gang bevist, at de er solskinsøen, da de fik flest solskinstimer med 206. Til sammenligning havde midt- og vestjyderne 148 timers solskin i årets fjerde måned.
- Den kølige april ser ud til at følge os ind i maj, siger Jesper Rasmussen, der er ekspert i langsigtede prognoser ved DMI.
Det kan være svært at tro på efter en første maj, hvor temperaturen flere steder nåede 20 grader, men det gode vejr vil komme og gå i maj.
- Danmark ligger lige på skillelinjen mellem det varme og det kolde vejr i Europa, siger Jesper Rasmussen.
- Det betyder, at der kommer både varme dage og kolde dage, alt efter hvordan fronterne bevæger sig. Men jeg kan ikke sige, hvilke dage det gode vejr rammer, forklarer han.
DMI's prognose kan ikke garantere en god pinse, men chancen er der. De langsigtede prognoser er lettest at lave, hvis Danmark befinder sig midt i en front med enten varmt eller koldt vejr.
Men når danskerne befinder sig på grænsen mellem de to, er der intet, som er sikkert.
- Maj er jo altid lunere end april, så det går den rigtige vej. Vi kan bare ikke sige, hvilken indpakningen måneden kommer i, siger Henrik Rasmussen om den usikre prognose.
- Vi kan altid håbe på, at solskinsdagene rammer weekenderne, siger han.
I 2011 var gennemsnitstemperaturen i maj 11,4 grader. Måneden bød på temperaturer fra minus 3,2 grader til 26,2. Hele 239 timer skinnede solen i Danmark i maj 2011, mod 209 timer normalt.