Skal man betale 47 millioner for et hus, så skal tingene også være i orden. Så da en interesseret køber ikke kunne få glaserede teglsten på taget af et hus i Vedbæk, så ville han slet ikke have det.
Den mondæne hushandel er endt i retten, fordi sælgeren krævede en erstatning på godt 20 millioner kroner for den hævede handel.
Men Retten i Lyngby har nu frifundet køberen, så i stedet er sælgeren endt med en ekstraregning på 400.000 kroner i sagsomkostninger.
Da den afsindigt dyre villa på Strandvejen skulle sælges, betingede den mulige køber sig, at kommunen ville tillade enten sort- eller blåglaserede teglsten.
Men kommunen ville kun tillade matte tegltage - ikke de blanke. Derfor trak køberen følehornene til sig igen.
Det fik sælgeren til at kræve erstatning, fordi huset som følge af finanskrisen styrtdykkede i værdi, inden det kunne sælges igen.
Men dommeren finder altså, at når kommunen kun ville tillade de matte tegl, så var køberens betingelser for at handle ikke imødekommet, og han kunne derfor hæve handlen.