Superstjernen Cristiano Ronaldo er landet i Italien ovenpå det opsigtsvækkende skifte fra Real Madrid til Juventus, og mandag havde han første træningsdag på klubbens anlæg i Torino.
Omkrig 200 fans var mandag eftermiddag mødt op for at tage imod portugiseren og give en varm velkomst til den femfoldige Ballon d'Or-vinder.
Det var dog en noget amputeret trup, som Ronaldo stødte til. Størstedelen af Juventus' spillere befinder sig for tiden i USA, hvor holdet spiller en række testkampe forud for den kommende sæson.
På lørdag står Juventus over for netop Ronaldos seneste klub, Real Madrid, i Washington D.C.
Det er dog en række prominente navne, der i stedet træner hjemme i Torino.
Spillere som Gonzalo Higuaín, Paulo Dybala, Juan Cuadrado, Douglas Costa og Rodrigo Bentancur er iblandt dem, da de alle nåede frem til slutspilskampene ved VM i Rusland og efterfølgende har holdt ferie.
Det forventes, at Ronaldo får sin officielle Juventus-debut i Serie A-åbningen ude mod Chievo 19. august.
/ritzau/AP