Torsdag aften i sidste uge blev temmelig dramatisk for Jennifer Sittinieri og hendes 11-årige søn.
Det var hverdag på Roedsvej ved landsbyen Bølling mellem Egtved og Vester Nebel og Jennifer Sittinieri havde gang i støvsugeren.
Men pludselig blev alt forandret for den lille familie. Deres syv-årige hund Akita løb ud foran en en bil, blev ramt og trukket ind under bilen, skriver Aarhus Stiftstidende.
- Hun havde det virkelig ikke godt. Hun havde formentlig brækket nærmest det hele og blødte ud af munden. Det var forfærdeligt at se hende sådan, fortæller Jennifer Sittinieri til avisen.
Den unge mand der havde ramt Akita kunne godt se, at Akita ikke havde det godt og tilbød at hente sin riffel og skyde hende.
Det tilbud tog Jennifer Sittinieri imod.
- Jeg sagde farvel til Akita og gik ind, for jeg havde ikke lyst til at se hende blive skudt, fortæller Jennifer Sittinieri.
Det var et uheld!
Jennifer Sittinieri og sønnen er meget påvirket af ulykken, men bekymrer sig også for den unge mand i bilen og vil nu gerne sikre sig, at han har det godt. De efterlyser ham derfor i den lukkede facebookgruppe "6040 Egtved".
- Hun løb direkte ud foran bilen, så han kunne ikke nå at bremse. Det var uheld!, siger Jennifer Sittinieri.
Den unge mand kan ikke være langt væk. Han var kun få minutter om at køre hjem og hente sin riffel.