Lykke Li: Youth Novels (EMI)

 
Det er donnaerne, divaerne, damerne, der dominerer i disse dage. I en blæsende bleg musikvinter sørger tre vidt forskellige repræsentanter for det kønneste køn for ørevitaminerne, og der er i allerhøjeste grad forskel på såvel emballage som effekt.

Fra snørklet svensk troldepige over strømlinet popvamp til rodfæstet afroamerikansk soulmoder. Lykke Li, Janet Jackson og Erykah Badu kan noget forskelligt, og de slipper også forskelligt fra det, de gør.

Lykkeligt

21-årige Lykke Li er godt nok det mest ubeskrevne af de tre kvindebekendtskaber, men for denne anmelders skyld må hun gerne blive et langvarigt et af slagsen. ’Youth Novels’ kalder stockholmeren sin albumdebut, der med hjælp fra beherskede og barberede electro-produktioner portrætterer banale storbyfølelser. Der er den uhyrligt naive ’Complaint Department’, den finurlige ’Dance, Dance, Dance’ og drømmehittet ’Little Bit’, som Lykke Li charmerer ind under huden med sin kælent hemmelighedsfulde stemme. Hendes trallende fraseringer kan i øvrigt bedst sammenlignes med en feminint ho-ho’ende julemand.

Med disse kvaliteter in mente burde Lykke Li placeres i omegnen af Björk, men svenskerens beatbaserede akkompagnement er væsentligt simplere og mere omkvædsfokuseret – i virkeligheden ikke ulig den genopstandne landsmandinde, Robyn, eller en mindre kynisk udgave af Londons Lilly Allen.

Parallellerne til trods fremstår Lykke Li lykkeligvis dybt original, og ’Youth Novels’ hører til blandt årets hidtil bedste udspil.

Glat og ufarlig

Samme skamros ville være synd at pøse ud over Janet Jackson. Hendes urimeligt lange 10. album byder på 20 skæringer plus det løse, så det kan næppe være derfor, hun kalder mundfulden for ’Discipline’. Måske hentyder den 41-årige veteran nærmere til sine vægtvogter-talenter, der mod alle odds (igen) har gjort hende til et visuelt vidunder. Strømlinet, men også så glat, at man hverken river sig eller lade sig rive med. Næ, dengang popprinsen Justin Timberlake foran en halv milliard Super Bowl-seere blottede hendes piercede brystvorte, da var hun farlig. Oh well, den efterfølgende eksplosion af hykleri og amerikansk nypuritanisme har åbenbart atter rettet hende ind.

Discipline s lydtapet skuer mestendels fremad med den synthflade-brusende ’Luv’ som højdepunktet. Vi snakker Timbaland-inspireret fremtidsfunk, som det senest er hørt eksekveret på Britney Spears og produceren Danjas ’Gimme More’.

På ’Can’t B Good’ piner det omvendt at høre, hvor ubehjælpeligt meget hun lyder som storebror Michael på hans næsten 17 år gamle ’You Are Not Alone’.

Discipline står ikke desto mindre lillesøsters mest vellykkede siden ’The Velvet Rope’ fra 1997.

Et lækkende hjerte

Personligt havde jeg nok ventet mig mest af soulgudinden Erykah Badu. Album nummer fires snørklede albumtitel, ’New Amerykah, Part One – 4th World War’, antyder, at det bedårende kvindfolk fra sydstaten Texas ikke agter at erklære verden sin uforfalskede kærlighed. I stedet graver hun mørkt på en række sorte soul- og jazzgrooves, hvor mismod og misantropi danner kø foran mikrofonen. Man fornemmer smerten fra tab af soulkongen James Brown og producerikonet J Dilla og måske også et lækkende hjerte.

New Amerykah, Part One skulle være første ladning i en tretrins-raket for 2008, og måske kan de to kommende plader stadig nå at lande spændende. Foreløbig gråner Erykah Badu ikke desto mindre i de elektronisk ensformige soulindpakninger fra undergrundsproducerne Madlib og 9th Wonder. De ferme herrer trækker måske nok på et halvt århundredes afroamerikansk musiktradition, men alt for sjældent finder de frem til værdige melodier. Den glimtende Twinkle og soulhymnen Honey lyder dog af noget med potentiale.

Det er bare lidt sent for Erykah Badu at være lovende. Det kunne Lykke Li bedre have stillet sig tilfreds med – men gjorde det heldigvis ikke.