Horsens Statsfængsel skiller fangerne ad

Mandag bliver alle bandemedlemmer i Statsfængslet Østjylland i Horsens samlet på én afdeling.

Gennem det seneste halve år er utrygheden blandt flere indsatte i Statsfængslet Østjylland vokset.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Ifølge fængselsbetjentenes tillidsmand, Carsten Aagaard Sørensen, har der indtil videre i 2012 været mere end 15 alvorlige overfald blandt de indsatte - både i og uden for bandemiljøet.

Mandag morgen vil fængslet samle alle bandemedlemmerne på én afdeling. Det oplyser TV2 Østjylland.

Fængselsinspektør Jørgen Bang håber, at flytningen løser problemerne.

- Der har været problemer med, at fanger har skullet betale for benyttelse af toiletter, og de har måske skullet vige fra de gode arbejdspladser. Der er kort og godt sket en undertrykkelse, da nogle fanger har haft magt til det, siger han.

Sidste weekend blev en indsat stukket med en kniv lavet af en tandbørste og et barberblad. Ifølge fængselspersonalet tegner der sig et billede af et hierarki blandt fangerne, og det skal nu stoppes ved at adskille banderne fra de øvrige fanger.

- Flytningen sker ikke kun for at dæmme op for overfald, det er også for at beskytte de svageste indsatte, siger Jørgen Bang.

Til nytår skal effekten af den særskilte afdeling for bandemedlemmer evalueres, hvorefter det afgøres om ordningen skal gøres permanent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.