To af dette Tour de France' største overraskelser er den hollandske duo Bauke Mollema og Laurens Ten Dam - begge fra Belkin-holdet.
Men selvom de to hollændere ligger henholdsvis tre og seks i klassementet og i bjergene har været blandt de absolut bedste, så erklærede løbets førende rytter Chris Froome forleden, at han ikke regner dem blandt sine rivaler.
Den melding tager de begge med et smil.
- For at være ærlig så jeg heller ikke Froome som en af mine konkurrenter før denne Tour, for normalt har han et langt højere niveau end mig og kæmper med nogle andre ryttere, siger Laurens Ten Dam.
Hans holdkammerat Mollema, som tidligere er sluttet på fjerdepladsen i Vuelta a Espana, vil dog ikke helt udelukke, at han kan udfordre Chris Froome.
- Vi har ikke slået ham så mange gange endnu. Men man ved aldrig. I cykling er der altid muligheder, så lad os se, siger Mollema.
- Jeg er i virkelig god form, og jeg håber, at jeg også har formen og energien til at køre godt i den sidste uge.
Bauke Mollema blev nummer 11 på enkeltstarten onsdag. Han er 3,37 minutter efter Froome.
Laurens Ten Dam har 4,10 minutter til Sky-rytteren.
/ritzau/