Da Pia Kjærsgaard i 1980’erne stillede sig i spidsen for en stram udlændingepolitik, blev hun lagt for had blandt mange politikere på Christiansborg og i store dele af befolkningen. Det var ikke ualmindeligt, at politikere fra andre partier udvandrede, når hun og partifællerne fra Fremskridtspartiet fremførte deres synspunkter fra Folketingets talerstol.

I dag er hun leder af Danmarks tredjestørste parti og er Danmarks mest magtfulde politiker uden for regeringen. En betegnelse, som hun i øvrigt selv mener, er lidt af en underdrivelse.

»Jamen, jeg er da også den mest magtfulde politiker inden for regeringen,« siger Kjærsgaard og slår en klukkende latter op for derefter at tilføje mere lavmælt, men stadig i et drillende tonefald:

»Ej, jeg er den mest magtfulde kvinde. Anders Fogh er trods alt mere magtfuld, end jeg er.«

Fra at være holdt uden for det gode selskab er hun i dag leder af det parti, der gang på gang har sikret regeringen politisk flertal.

»I dag bliver vi hørt hele tiden, for det er jo os, regeringen skal spørge, inden den kan få noget som helst igennem. Det er os, der er med i stort set alle forlig. På den måde er der selvfølgelig sket en meget stor forandring,« siger Pia Kjærsgaard om skiftet fra at blive kaldt »ikke stueren« til nu at blive taget alvorligt på Christiansborg og være én, der bliver lyttet til.

Hun er ikke i tvivl om, på hvilket punkt Dansk Folkeparti har haft den største betydning i dansk politik.

»Den største forskel er uden tvivl det, som nogen kalder systemskiftet i 2001. Det mest markante var vel, at Det Radikale Venstre for første gang i 100 år blev holdt uden for indflydelse. De er jo ikke rigtig kommet sig over det endnu. Det var jo fantastisk, men det ­betød også, at der kunne laves politik på en anden måde,« siger Pia Kjærsgaard.

Og politik på en anden måde er der blevet lavet. Især på udlændingeområdet, hvor 24-års-regel og starthjælp er nogle er de mest kendte forslag, som Dansk Folkeparti har fået igennem.

Selvom udlændingepolitikken er den, Dansk Folkeparti er kommet til magten på, er det ikke den, hun fremhæver, når hun skal nævne den største politiske sejr.

»Den største sejr var nok, da vi vandt kronen og undsagde euroen. Det var fantastisk, fordi det var så uigenkaldeligt. Hvis vi først havde fået euroen, så er det 100 procent sikkert, at vi havde haft den for ­altid,« siger Pia Kjærsgaard.

Nederlag skal hun tænke sig langt grundigere om for at komme i tanke om. Fra sin tid i Dansk Folkeparti kan hun ikke komme i tanke om nogen. Men når hun husker lidt længere tilbage på sin karriere på Christiansborg, som begyndte i 1984, da hun kom ind som suppleant for den daværende leder af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, dukker mere ubehagelige minder op.

Til Fremskridtspartiets landsmøde i 1995 blev der efter en lang magtkamp i partiet stillet mistillid til hovedbestyrelsen, og Pia Kjærsgaard måtte se sig slået i kampen om magten i Fremskridtpartiet.

»Det følte jeg som et utroligt stort nederlag den dag og dagene derefter, for jeg havde kæmpet så meget i 10 år, men der brasede korthuset simpelthen sammen. Men så gik der heldigvis ikke ret mange dage, før vi besluttede os for at danne Dansk Folkeparti. Derfra var det andet bare fortid, og vi tænkte fremadrettet,« siger fødselaren.

Magt koster

Prisen for at få gennemført sin politik har været til at tage og føle på for Pia Kjærsgaard. Siden hun i 1998 blev overfaldet på Nørrebro i København, har hun været omgivet af PET-vagter, hver gang hun bevæger sig uden for havelågen.

Selv fremhæver hun fraværet fra familien som en af de store priser, hun har betalt for et nå toppen af dansk politik.

I årene, da datteren Nan og sønnen Troels var små, var Pia Kjærsgaard hjemmegående husmor. Hun anerkender, at det var en stor omvæltning for børnene, da hun skiftede forklædet ud med en karriere som politiker på fuld tid.

»Jeg tror, at de oplevede det ret hårdt. De skulle begynde at forholde sig til, hvad jeg sagde, og hvad jeg gjorde. Der er omverden jo nådesløs. Hver gang jeg var ude i et stormvejr, så blev børnene jo konfronteret med det. Men det tror jeg også gælder alle skuespillere og folk, der er offentligt kendte. Hvis man har forældre, der er kendte i offentligheden, skal man forholde sig til det, hvis der er et eller andet omkring forældrene, og mig har der altid været vældig meget omkring. Der har børnene mange gange skullet vise deres eget værd,« fortæller Pia Kjærsgaard.

I et interview til Berlingske Tidende for ti år siden lagde datteren Nan Thorup ikke skjul på, at hun ligger langt fra sin mors politiske holdninger. I dag hævder Pia Kjærsgaard, at hendes børn er meget apolitiske.

»Jeg tror ikke, at de interesserer sig særlig meget for politik. Vi drøfter i hvert fald aldrig nogensinde politik. De har da haft en oprørsperiode begge to – ligesom mange andre unge mennesker også har. Men jeg tror bare, at de har valgt et totalt andet liv,« siger Pia Kjærsgaard.

Ingen planer om pension

Mange af Pia Kjærsgaards jævnaldrende er pensionsmodne, når de fylder 60 år. På toppen af den politiske karriere er der ikke den slags tanker, der fylder.

»Jeg gør mig slet ikke nogen af den slags overvejelser, for jeg er ikke noget langtidsplanlæggende menneske. Tingene er mange gange kommet hen ad vejen. Jeg har aldrig planlagt at stifte Dansk Folkeparti. Det gjorde vi bare lige pludselig. Jeg tager tingene, som de kommer. Lige pludselig en dag, så er jeg ikke partiformand mere. Men det er ikke en dag, jeg har tænkt over, hvornår skal være,« siger Kjærsgaard.

Hvad der skal blive af Dansk Folkeparti, når du ikke længere står i spidsen?

»Jeg er da fuldstændigt overbevist om, at Dansk Folkeparti er levedygtigt. Det bliver så en anden stil. Politikken vil være den samme, men en anden formand vil altid have en anden måde at gøre tingene på. Sådan skal det jo også være. Ingen skal efterligne mig.«