Rygtet løber hurtigt, da Allan får hiv. Ni måneder tager det hans kolleger at fryse ham ud af sit job.

Året er 2002, og Allan arbejder som køkkenchef i et københavnsk konsulentfirma. Han er ansat til at anrette maden til 90 medarbejdere, men han ender med at sidde på en stol uden noget at lave.

»At gå fra at være chef til at sidde og ikke lave en skid, det er lidt af en ørepine. Selv viceværten havde ikke brug for min hjælp til at rydde op i kælderen,« siger han.

Tavs demonstration

Allan bliver testet positiv for hiv, men fortæller det ikke på arbejdet. Han beskriver sig selv som »utrolig vellidt,« før han bliver syg, men alligevel frygter han, hvordan kollegerne vil reagere. Og hans bange anelser holder stik. Sygdommen slår ham ud i fire uger, og det er rigeligt til, at rygtet begynder at løbe.

Alt er forandret, den mandag han vender tilbage.

»Der kom fem mennesker for at spise. Resten sad oppe i deres afdelinger, hvor cheferne havde sørget for, at der kom mad et andet sted fra,« fortæller han.

Den tavse demonstration fortsætter i tre uger. Kun hans fem bedste venner på arbejdet spiser hos ham, resten af maden må han skovle i skraldespanden.

Efter de tre uger flytter firmaet til nye lokaler. Men der er ikke et kontor til Allan på det nye sted. Chefen sender ham hjem, men lover at ringe, når hans kontor er klart.

Chefen ringer ikke de næste tre måneder.

26.000 for at blive væk

Det er midt på sommeren 2002, og Allan hæver hver måned 26.000 kroner i løn. Han har masser af tid til at hygge sig med sin mand og sine venner. Alligevel er han deprimeret.

»Jeg følte mig meget ydmyget. Jeg var godt klar over, at de blev ved med at betale mig for at holde mig væk.«

Da han bliver kaldt på arbejde igen, er der et nyt job klar til ham. Han skal dele post ud et par timer hver morgen. Resten af dagen kan han sidde på en stol og læse bøger. Allan rører ikke maden mere. Efter et stykke tid aftaler han med chefen, at han skal fyres.

»Det er jo absurd,« siger han i dag.

Medicinen mod hiv er i dag markant mere effektiv, end den første medicin fra 1980 erne. Allan tager tre piller om dagen og føler sig lige så frisk, som før han blev syg.

For ham er det ikke de fysiske skavanker, der giver den største smerte. Det er derimod det psykiske pres, han dagligt kæmper med. Han bærer hele tiden rundt på en hemmelighed, som han ved vil frastøde mange mennesker.

Allan går til lægen for at få sine piller, men der er ingen steder, der hjælper ham med hans psykiske problemer.

»Samfundet holder dig i live, men du må selv holde dig kørende,« siger han.

Allan har haft penge til selv at betale en psykolog.

»Men for dem, der ikke har den mulighed, må det være helt umuligt at klare,« siger han.

Udelukkes igen

Efter Allan er blevet fyret som køkkenchef, bliver han tjener på et hotel. Han har masser af vagter, og han bliver lovet en fast stilling af sin chef, der er en bekendt fra bøssemiljøet.

Men det er før, Allan fortæller, at han har hiv.

»Jeg trodser mine tidligere oplevelser og fortæller det. Chefen er jo trods alt bøsse, og han må kende andre hiv-smittede,« siger han.

Men Allan får ikke flere vagter.

Den ledige stilling er pludselig optaget. Han må heller ikke komme til julefrokosten. Han behøver ikke engang komme forbi for at aflevere sit arbejdstøj.

Som at springe ud igen

Lige siden har Allan gået stille med sin sygdom.

I dag er han uddannet som social- og sundhedshjælper, og i det job kan han bruge sin sygdom positivt.

»Når du har været nede i sølet, og du har mærket samfundets foragt, så ved du, hvordan en psykisk syg har det, når alle kigger skævt til ham,« siger han.

På grund af sine tidligere oplevelser fortæller Allan ikke sin nye arbejdsplads, at han har hiv. Og han sørger for, at risikoen for, at det bliver opdaget, er minimal.

»Jeg har helt bevidst valgt at blive vikar. Der er ingen faste kollegaer, folk kender mig ikke så godt, og det er meget nemt at gå i ét med mængden,« forklarer han.

Men Allan udelukker ikke, at han en dag fortæller det. Han har flere venner, der »nærmest er blevet befriet,« efter de har fortalt om deres sygdom på arbejdet.

»Men de har også lært kun at fokusere på de kolleger, der synes, at det er o.k. og så være helt ligeglade med de andre,« fortæller Allan.

»Det er lidt ligesom at springe ud af skabet for anden gang,« siger han.

Allans fulde navn er kendt af redaktionen.