»Peace for our time«.
Den britiske premierminister Neville Chamberlain er lige trådt ud af flyet og bliver modtaget af en begejstret menneskemasse og et stort presseopbrud. Han vifter med et papir og lover »fred i vor tid«. Det er 30. september 1938 i Heston Aerodrome, London.
Dagen før har han og den franske premierminister Daladier i München underskrevet en aftale med de tyske og italienske diktatorer Hitler og Mussolini. Aftalen gav Tyskland ret til at annektere et stort stykke af Tjekkoslovakiet ¿ og gav reelt Det Tredje Rige hånds- og halsret over resten af landet. Til gengæld lovede Hitler ikke at stille yderligere territoriale krav.
De fleste franskmænd og briter var glade og uendeligt lettede. De franske og britiske befolkninger havde kun 20 år tidligere lidt et kæmpe blodtab i Første Verdenskrig. Millioner var døde, og blandt de overlevende var den frygtelige erindring endnu levende. Derfor glæden. Og derfor lettelsen.
Men når vi i dag ser billederne af Chamberlain viftende med aftaleteksten, ser vi kun én ting: En mand der tager fejl. Fatalt, eftertrykkeligt, uigenkaldeligt.De franske og britiske stormagter havde solgt et lille centraleuropæisk demokrati for at få fred. I sig selv et moralsk svigt, men også en påmindelse om, at stater som oftest plejer egne interesser.
Kynisk og egoistisk
Krigen 1939-45 blev den blodigste, menneskeheden har kendt, og Chamberlain fik en skidt plads i historien. I bedste fald velmenende og svag, men vel snarere kynisk og egoistisk. Under alle omstændigheder: naiv, kortsynet og håbløst eftergivende over for Hitler.
Helterollen tildeles i stedet Winston Churchill, som kritiserede München-aftalen fra første dag og senere skulle lede Storbritannien sejrrigt gennem Anden Verdenskrig.
Chamberlain og hans glade landsmænd på Heston-flyvepladsen er en påmindelse om, at historien forstås baglæns. Vi fortolker begivenhederne i lyset af vores position i dag. Historien er de bagkloges boltreplads.
Danmark står midt i at skulle fortolke erfaringerne fra Irak-krigen. Havde Saddam Hussein i dag været fra magten og Irak et stabilt demokrati, så ville krigsmodstanderne have fået rollen som Chamberlain ¿ i bedste fald velmenende og svage, men snarere kyniske og egoistiske. Krigstilhængerne ville spille rollen som Churchill: fremsynede, modige og offervillige.
»Hvad sagde vi«
Nu er situationen i Irak imidlertid mere grumset, hvis ikke endda at betegne som en total fiasko. Krigsmodstanderne vil nok selvretfærdigt sige: »Hvad sagde vi? Regeringen har hovedløst rodet os ud i en ødelæggende eventyrpolitik«.
Krigstilhængerne vil sikkert formulere en dolkestødslegende i stil med den, den tyske højrefløj ¿ herunder Hitler ¿ formulerede som forklaring på nederlaget i Første Verdenskrig, hvor de sagde, at hjemmefronten svigtede det tyske militær ved at opgive. Det vil i dag komme til at hedde: »Det gik galt i Irak, fordi krigstilhængerne herhjemme i ledtog med opportunistiske politikere i Berlin, Paris og FN svigtede den gode sag.«
Lad os håbe, at sandheden og den nuancerede historiske erkendelse ikke bliver det første offer i den fortolkningskamp, slagtet på den politiske magtkamps alter. Og lad os håbe, at vi i vor selvoptagethed ikke glemmer, at irakerne betalte den højeste pris, ligesom i øvrigt tjekkoslovakkerne gjorde i 1938.