Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I dag udkommer NemID som app til mobilen. Det er også et begyndende farvel til det lille papkort.
Kortet har sine rødder i Jyske Bank, som var de første på markedet i Danmark med ideen om et personligt login kombineret med tilfældige talkoder. Det var 12 år før NemID udkom.
Ideen til Jyske Banks nøglekort opstod i 1998, hvor netbanken stod klar og hvor Jyske Bank valgte at lave sit eget sikkerhedssystem.
"Vi ville gerne lave en løsning, der gjorde det muligt for enhver at kunne logge på netbanken uanset, hvor de var og uanset om det skete på en Mac, en Windows-computer eller hvad det nu var, " siger Torben Anholm, daværende it-sikkerhedschef.
Nøglekortet betød, at Jyske Banks kunder kunne logge på deres computer, uanset hvor de var.
Konkurrenterne valgte en certifikat-løsning - det betød, at man skulle installere et program på computeren for at logge på netbanken - og rynkede hurtigt på næsen af noget så lavteknologisk som et stykke pap.
"Vi blev hånet fra flere sider og nogle kaldte det en skrabelodsløsning," husker Christian Kjærsgaard Ibsen, daværende projektleder, Jyske Netbank.
Men hvad konkurrenterne ikke havde regnet med var, at løsningen blev så populær hos kunderne.
"Vores løsning gav stor fleksibillitet modsat de andre bankers system," forklarer Kjærsgaard Ibsen.
I dag er papkortet blevet til NemID-kortet og en anvendt metode i alle banker.
Men nu er det på vej mod pension. En app er lanceret til mobilen, og det vil give helt nye frihedsgrader.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.