København bliver første stop for Hillary Clinton, der skal på en ugelang rundrejse til de skandinaviske lande samt Tyrkiet og landene i Kaukasus-regionen.
Udenrigsministerens mand, Bill Clinton, var på en kort visit i København for fem dage siden, hvor han deltog i et arrangement i Bella Centret.
Han fik også tid til at nyde en dansk frokost i Tivoli sammen med skuespilleren Sean Penn.
Hillary Clinton skal under sit besøg i København mødes med ledende politikere. Dagen efter rejser hun til Oslo, hvor hun er hovedtaler på en konference om den globale sundhedstilstand.
Den 3. juni fortsætter udenrigsministeren til Stockholm, hvor hun blandt andet skal drøfte vedvarende energi, Afghanistan, og Mellemøsten med svenske politikere.
Fra den 4. til den 7. juni besøger Hillary Clinton Georgien, Armenien, Aserbajdsjan og Tyrkiet.
- I disse lande vil udenrigsministeren drøfte vigtige forhold som den regionale sikkerhedssituation, demokrati, økonomisk udvikling og kampen mod terrorisme, siger talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium Victoria Nuland.
I Istanbul står situationen i Syrien højt på dagsordenen under Hillary Clintons møde med den tyrkiske regering. Parterne skal også tale om de udfordringer, som Iran udgør.
AFP