En række tidligere og nuværende medarbejdere i varehuset Salling kan se frem til at modtage penge fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Det skriver Berlingske Nyhedsbureau.
Fonden vil ekstraordinært udbetale et samlet beløb på 30-40 millioner kroner til medarbejdere, der har eller har haft mindst fem års anciennitet.
”Vi ønsker, at enhver tvivl skal komme medarbejderne til gode. Det er deres arbejde og den værdi, de gennem årene har skabt, der har muliggjort uddelingerne til almennyttige formål,” siger fondsbestyrelsesmedlem Henrik Kirketerp til Ritzau.
Årsagen til den pludselige pengeregn er en gammel fejl, som Civilstyrelsen har opdaget. Fondens gamle bestemmelser om at donere til almennyttige formål er tilsyneladende aldrig blevet godkendt i Justitsministeriet i 1959, og derfor har man angiveligt uddelt penge til forkerte formål.
Donationerne indtil nu burde ifølge Berlingske Nyhedsbureau i stedet have kørt efter regler, som fastslår, at pengene skal gå til medarbejderne.
Nu skal fonden til at finde ud af, hvem der skal have pengene.
”Præcis hvilken skare og hvor langt tilbage, vi skal, er svært at sige. Det drejer sig om rigtig mange mennesker,” siger Henrik Kirketerp.
Kilde: Business.dk