Helsingør misser sejr mod Randers i første playoffkamp

Randers FC fik 1-1 i playoffkampen mod FC Helsingør efter et sent frisparksmål af Bashkim Kadrii.
FC Helsingør havde kurs mod sejren mod Randers FC, men måtte nøjes med 1-1.
FC Helsingør havde kurs mod sejren mod Randers FC, men måtte nøjes med 1-1. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix

Randers FC var på vej mod et nederlag og havde fået Kevin Conboy udvist, da Bashkim Kadrii med et sent frisparksmål sørgede for 1-1 i den første af to kampe i Alka Superligaens nedrykningsplayoff mod FC Helsingør.

Dermed står Randers med et glimrende udgangspunkt før returopgøret i Randers i næste weekend.

Helsingør havde i de seneste fire hjemmekampe i Superligaen før søndagens kamp blot lukket et enkelt mål ind, og defensiven stod igen godt mod Randers.

I en jævnbyrdig første halvleg var det yderst sparsomt, hvad de to hold formåede at skabe af chancer.

Første store mulighed tilfaldt den vævre Randers-kantspiller Saba Lobzhanidze, men Helsingør-stopperen Søren Henriksen fik reddet på stregen.

I stedet var det Helsingør, som kom foran efter en halv time, da Matheus Leiria med sit andet Superliga-mål i sæsonen sparkede bolden i nettet efter klumpspil i feltet.

Spillet var mere præget af fysik end af flot fodboldspil, men Helsingør kom knap ti minutter før tid til en gylden mulighed for at skabe et fremragende udgangspunkt før returopgøret.

Randers' Kevin Conboy begik straffespark og fik rødt kort, men Helsingør-topscorer Nicolas Mortensen misbrugte forsøget fra pletten.

Det blev dyrt, for i stedet slog Randers kontra og fik et frispark nogle meter fra feltet ude i den ene side.

Bashkim Kadrii skød noget overraskende direkte på mål, og Kadrii sørgede med sin scoring for, at Randers står godt før returopgøret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.