Hun er kendt af samme grund som millionøsen Paris Hilton:
Fordi hun er kendt.
Fordi hun er med i tv-shows.
Og fordi ungersvende med lidt snilde kan opstøve lumre film af hende på internettet, hvor hun bedriver lagengymnastik med ekskæresten.
Hun hedder Kim Kardashian, og hendes status som hypet realitystjerne når nu nye højder: Den storbarmede mediedarling kan i dag mønstre fem millioner 'venner' på nettjenesten Twitter.
"Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg kan takke mine over fem millioner Twitter-venner. Det er en overvældende følelse! Jeg kan ikke tro det! Jeg elsker jer så meget", lyder det fra Kardashian - på netop Twitter.
På Twitter kan alle og enhver dele mere eller mindre begavede tanker med omverdenen i form af korte beskeder på maksimalt 180 anslag. Andre kendisser, som kan stille over fem millioner 'venner' på tjenesten, tæller popstjernerne Lady Gaga og Britney Spears, komikeren Ellen DeGeneres og USA's præsident Barack Obama.