Realitystjernen Kim Kardashian er blevet mor.
Flere amerikanske medier skriver, at realitystjernen lørdag fødte en pige. Nyheden er endnu ikke bekræftet af hverken Kardashian eller barnets far, rapperen Kanye West.
En anonym kilde siger til magasinet People, at den 32-årige Kardashian fødte lørdag. Fem uger tidligere end hun var sat til.
Det samme rapporterer TMZ.com, som også kan oplyse, at Kardashian fødte sit første barn på kendissernes foretrukne fødselshospital, Cedars-Sinai Medical Center i Beverly Hills, med kæresten ved sin side.
Kardashian og den Grammy-vindende Kanye West begyndte at komme sammen i april 2012 og er nu blandt Hollywoods mest glamourøse par. West aflyste fredag et arrangement for at promovere sit nye album, da Kardashian fik det en smule dårligt.
- Kim har fået sin baby. Både hun og datteren har det godt og er helt utrolige, siger en anonym hospitalskilde til US Magazine.
For et par uger siden afslørede parret kønnet på deres barn i den nybagte mors populære amerikanske reality-program "Keeping Up With the Kardashians".
- Jeg er så spændt. Vi skal have en pige. Hvem vil ikke have en pige? Jeg synes, at de er de bedste, sagde Kim Kardashian.
Men hun har også udtrykt bekymring over at få en baby.
- Efter at have set på min egen mor ved jeg, at det ikke er en let opgave, specielt når man skal balancere mellem en karriere og at være mor.
- Jeg er beæret over at kunne følge i min mors fodspor og gøre hende stolt, ligesom jeg er af hende, skrev hun for nylig på Twitter.
Det er kun to måneder siden, at Kardashian omsider fik afsluttet et langvarigt skilsmisseopgør med sin eksmand, basketballspilleren Kris Humphries.
Parret blev gift under stort medieståhej i august 2011, men gik fra hinanden efter kun 72 dages samliv. NBA-stjernen ville have ægteskabet annulleret, fordi han mente, at Kardashian kun var blevet gift med ham for at promovere sit realityshow.
/ritzau/Reuters